DS1: Lokalbrag i Bavne

13. januar 2016

Ajax København – Lyngby HK

Så starter håndbolden for alvor op igen.

Ajax København DS1 lægger hårdt ud med at få besøg af vores venner fra Whiskybæltet – Lyngby HK – som stiller op i aften kl. 19.00 i Bavnehøj Arena.

Kendere af kvindehåndbold i Københavnsområdet ved, at kampene mellem Ajax og Lyngby er nogle af sæsonens højdepunkter, kampe som ingen af holdene på nogen måde har lyst til at tabe. Der er gamle Lyngby spillere i Ajax og gamle Ajax spillere i Lyngby, der er venskaber på tværs af holdene, ja kort sagt kender alle hinanden rigtig godt, og håneretten kan ikke undervurderes.

Lyngby ligger godt til i rækken, så det er ultimativt vigtigt, at vi kommer godt fra land med en sejr. Vi har i skrivende stund + 4 point og en sejr i første indbyrdes kamp, og det forspring skal udbygges, hvilket bliver en svær men ikke uløselig udfordring.

I den første kamp i Lyngby startede hjemmeholdet som lyn og torden og kom hurtigt foran, men midt i halvlegen var der status quo. Herfra gik Ajax i front, og bortset fra en mindre krise midt i 2. halvleg, hvor Lyngby kom lidt for tæt på, var der fornuftigt styr på tingene, og det endte med en sikker Ajax sejr på 29-24.

Lyngbyholdet s profiler er mange. Natascha Bülow i målet, højresiden med Stine Holm og Celine Lundbye, Mie Gjerlufsen og Frederikke Gulmark i venstre siden er blot flere af mange rigtige gode spillere, så vi får hænderne fulde, men sådan er det jo altid, når der er topkampe.

Ajax holdet har trænet fint i juleferien, og selv om vi stadig har folk ude med skader, ser det ganske fornuftigt ud. Vi har gameplanen klar, så nu skal vi ”bare” ud og vinde kampen.

John Johansen – sportschef i Ajax København – siger om kampen: ”Der er ingen tvivl om, at det vil være fantastisk at komme godt fra start her i det nye år. Kampene mod Lyngby er altid spændende, fyldt med god og seværdig håndbold, og der er ingen af holdene, som ”giver ved dørene” og slår op i banen. ”

Vi ses i Bavne kl. 19.00.