Vi er nu godt i gang med forberedelserne til den kommende sæson, og tingene skrider godt frem.
I den forgangne uge tog vi dog et stort skridt fremad, da vi blev enige med Stine Krag om, at hun spiller i Ajax København den kommende sæson, og alle, som har fulgt med i 1. division, de sidste år er klar over, at vi har fået tilført en klassespiller til vores i forvejen rigtig fine trup.
Stine har spillet i Lyngby HK i efterhånden relativt mange sæsoner, og vi ved af hårdt tillærte erfaring, at Stine både er en fantastisk angrebsspiller med superspeed, et godt blik for medspillerne og en klog afslutter. Forsvarsmæssigt har Stine også mange kvaliteter, og hun er især kendt for sin evne til at læse spillet og udnytte modstanderens fejl, og et øjeblik efter er der scoret i den anden ende.
Da det blev kendt, at Stine ikke længere var en del af Lyngby truppen, var vi ikke i tvivl. Stine vil passe perfekt ind i Ajax konceptet, og vi blev heldigvis hurtigt enige om et samarbejde.
Stine har følgende kommentar:
“Jeg har valgt at spille i Ajax, da jeg gerne vil være en del af Ajax konceptet og Ajax kulturen med fokus på høj intensitet, med fuld speed i begge ender, med fast træningsmæssig fokus på det individuelle, og sidst men ikke mindst en kompromisløs vilje både på og udenfor banen”
John Johansen – sportschef i Ajax siger følgende:
“Vi er faktisk lidt stolte over, at vi har fået Stine Krag til klubben. Stine passer perfekt ind i vores spil, og vi er sikre på, at Stine giver os endnu bedre muligheder for at opfylde vores målsætning om en placering i toppen af rækken. Det bliver spændende at se Stine i nye omgivelser, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at hun fra start kommer til at gøre en positiv forskel for Ajax København”
Velkommen til Ajax København, Stine!
Har du spørgsmål, kontakt venligst sportschef John Johansen på 2567 0459.