Ajax København – Vendsyssel Håndbold 26-29 (17-16)
Man snakker fra tid til anden om, at 3die gang er lykkens gang – et statement, som vi i Ajax København gerne tilslutter os, hvis man ser tingene i et lidt længere perspektiv. På den korte bane kan vi dog konstatere, at 10ende gang ikke var lykkens gang, da vi lørdag rendte ind i sæsonens første nederlag.
Det startede egentlig ganske fint med 9-4 efter 11 min. Efter 25 min stod der 13-14 på tavlen efter vi havde inviteret Vendsyssel tilbage til festen. Det var dog helt lige, og ved pausen var Ajax på +1.
Efter pausen fortsatte vi, der hvor vi sluttede, og efter 40 min. var stillingen 21-21. Så fulgte 5 min. scoringspause/våbenhvile – kald det hvad du vil – men det sidste kvarter blev afviklet på Vendsyssels præmisser, og det endte med en udesejr på 3 mål.
Her bagefter er der rigtige mange grunde til, at det gik galt – nogle er gode, andre mere tvivlsomme, det vil der altid være, og det vigtigste er, at vi bruger erfaringerne konstruktivt.
Vendsyssel spillede en fin kamp med en masse gejst og energi, og sejren var fortjent. Holdet er ikke så bredt, men man har store profiler i Kristina Bille og Sisse Bruun, som gjorde en afgørende forskel, sammen med keeper Rikke Skov Myrup, som spillede en fornem 2. halvleg.
På Ajax holdet blev Stine Frandsen kåret til kampens spiller for en dedikeret indsats, Sascha Juul spillede en god kamp på venstre fløj, Sofie Olsen gør det fint især i 1. halvleg, men tingene lykkedes generelt ikke helt som planlagt – især i den sidste del af kampen.
Der er jo det ved sejre, at det jo er risikoen for at tabe, der gør det fedt at vinde, og der er det ved nederlag, at det er der, man lærer og udvikler sig. Vi har allerede taget hul på den videre færd frem i verden, og afsættet er blandt andet det vi lærte i lørdags. Der bliver lagt flere lag på i løbet af ugen, og vi glæder os allerede nu til at vi skal på fynsk visit hos DHG på lørdag. Mere herom senere.