AJAX København – Frederikshavn FI, d. 25/09-2016 kl. 14.00
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV
Modstanderen i vores første hjemmekamp er oprykkerne fra Frederikshavn, som sikrede den direkte oprykning i sidste sæson, foran Hjortshøj Egå, som vi jo selv mødte i de afgørende kampe om pladsen i 1. Division.
Den gik heldigvis til os, og siden hen har vi haft en lang, hård opstart, hvor der skulle spilles nye spillere ind på holdet. Den proces stod sin foreløbige eneste prøve i fredags ude mod HØJ i første turneringskamp, hvor vi spillede 29-29 efter en flot kamp.
Bagud med 7-13 i første halvleg, men foran 29-26 med ca. 1 1/2 minut igen, så skal man jo vinde kampen, men håndbold er et fantastisk spil på godt og ondt, og brændte chancer gav HØJ muligheden for point. -Og da et dommedagsskud fra 13-14 meter blev sendt afsted til sidst, fik de desværre udlignet med 3 sekunder igen.. ærgerligt.. men på ingen måde en katastrofe. Efter de første 20 minutter, hvor vi var helt væk i kampen, begyndte vi at spille det håndbold, vi gerne vil. Vi fik lagt pres på modstanderen, spillede hurtigt, direkte og med en stor energi og vilje, som skal være et af vores varemærker i år.. – Og det gjorde, at vi kom tilbage i kampen!
Vi har fortsat mange ting, vi skal arbejde med, men spillerne arbejder hårdt til træning hver eneste gang, og vi spiller lidt anderledes håndbold end sidste år, hvilket vi satser på at kunne vise fra vores bedste side i sæsonens første hjemmekamp mod Frederikshavn, hvor vi glæder os til at spille i egen hal.
Dagens modstander havde en svær første kamp hjemme mod Nordsjælland, som er én af de helt store favoritter til oprykning. Men de slap rigtig fint fra kampen, og med en smule mere kynisme var det måske blevet til point i deres første kamp.
Vi ved, det bliver en meget svær kamp, og der skal kæmpes, fightes og slides i alle 60 minutter, og så håber vi på at kunne holde begge point i København.