DS1 er i Sønderjylland til topkamp

18. februar 2017

OPTAKT

Sønderjyske – Ajax København

Så er vi her sgu igen. Motorvejen mod vest – sådan ca. Sorø – på vej til kamp i Jylland. Der er mulighed for variation i dag, vi kører mod syd (og ikke mod nord som vi plejer), når vi kører af Lillebæltsbroen, og målet for dagens tur er Aabenraa Idrætscenter, hvor Sønderjyske har inviteret til topkamp kl. 15.00

Sønderjyske har som vanligt sørget for, at der er lyseblåt i toppen af rækken, og alle ved, at et besøg hos Sønderjyske er en af de sværeste udfordringer, man kan få i dagens 1. division, og selv om vore værter med vanlig beskedenhed underspiller egne evner og gør et stort nummer ud af at gøre Ajax til favoritter, kan den gå begge veje.

Sønderjyske har nemlig et af rækkens bredeste hold med megen kvalitet hele vejen rundt. Vi har noteret os holdets liste over skadede spillere, og den er lang som en smørrebrødsseddel, men det må være godt at være så godt kørende, når man har så mange spillere ude, og man stadig har spillere som Emma Kiellberg, Camilla Nissen, Celina Hansen, Yasmin Seljaks og Helena Løjborg klar til dagens kamp.

Sønderjyske fik sidste weekend hentet en fin sejr i Hadsten. Man vandt med en efter en kamp, hvor man startede som lyn og torden og var stort foran. Medio 2. halvleg var de lyseblå bagud, men holdet kom tilbage og hentede de to point efter en flot fight.

I Ajax lejren ser vi frem mod dagens udfordring med spændt forventning og med lidt kriller i maven. Vi er jo sluppet ganske fornuftigt fra den sidste tids opgaver, og 2. halvleg sidste søndag mod Fredericia så godt ud på flere planer. Vi har haft en god uge med målrettet forberedelse både internt og i godt selskab med gode kolleger, så vi er klar.

Vi ved, at ikke kun Sønderjyske men hele Sønderjylland helt sikkert også er klar, så der bliver fuld knald på i Aabenraa i eftermiddag. Er du på de kanter, så kom og giv en hånd med. Det bliver en sjov eftermiddag.