AJAX København – FIF Håndbold: 29-23 (15-11)
Fredag d. 26. januar 2018
Først skal lyde en stor tak til alle dem, som valgte at komme i Bavnehøj Arena og overvære kampen, i stedet for at blive hjemme og se Danmarks spændende semifinale ved EM.
Som sagt inden kampen var jeg sikker på, at det ville blive lidt nervøst, og vi skulle kunne håndtere det med at være favoritter. Men jeg må sige, det var ikke til at se i starten af kampen, hvor vi virkede meget fokuserede, og efter et lille kvarters tid var vi foran med 9-4.
Som det altid er i lokalopgør, vil ingen give op, og der skal kæmpes og fightes i alle aktioner, og FIF lagde sig på ingen måde ned, og kort efter var stillingen 9-7, og efter 13-11 kunne vi med et par scoringer heldigvis lægge lidt afstand til pausen foran 15-11.
I starten af anden halvleg virkede vi igen meget fokuserede, og vi kom yderligere foran med 22-16, og var godt klar over, at med stor fokus i yderligere 5-10 minutter kunne vi måske lukke kampen. Det skete heldigvis, og kort efter var vi foran med 25-17, og kampen var afgjort.
Trods dette var der fortsat stor nerve i kampen med små kampe i kampen, og FIF lagde sig fortsat ikke ned. Men vi kunne til sidst trække os ud af kampen med en sikker sejr på 29-23.
Det var ikke vores bedst spillede kamp, men spillernes parathed, energi og vilje til at ville vinde den her kamp var til stede hele vejen igennem, og det var dejligt at kunne sætte 2 fortjente point ind på kontoen efter et lokalopgør i Bavnehøj Arena.