AJAX København – Randers HH: 30-25 (13-14)
Fredag d. 15. marts 2019
Der var godt gang i Bavnehøj Arena fredag aften, da vi spillede hjemme kamp mod Randers med cykel event og mange tilskuere, og så er det en fornøjelse at spille kampe, når man kan mærke stor opbakning i hallen, og spillerne giver altid lige lidt ekstra af sig selv, når de kan mærke, at tilskuerne virkelig bakker op.
Vi spillede på ingen måde fremragende i første halvleg fredag, og specielt vores forsvar var ikke optimalt, og tit blev vi overspillet af et velspillende Randers mandskab, som virkelig kæmpede med alt, hvad de havde, og bestemt ikke virkede og spillede som et hold i den nederste del af tabellen.
Samtidig kæmpede vi lidt med deres lidt offensive forsvar, og jeg følte vi manglede lidt i nærmest alle vores aktioner i begge ender af banen i de første 30 minutter.
En god snak i pausen og nogle spillere, som virkelig steppede op i anden halvleg, men det var fortsat et godt spillende og kæmpende mandskab, vi var oppe imod, og vi haltede fortsat lidt efter i de første 10 minutter af anden halvleg, men fik kontakt ved 20-20, og derfra synes, jeg vi fik kontrol med kampen, og kunne fra 23-20 køre en forholdsvis sikker sejr på 30-25 i land.
Det var en fighter indsats, der skulle til, og spillet var ikke det bedste hele vejen igennem, men sejre kommer nogen gange også af energi, glæde, fight og udstråling, hvilket nok var tilfældet i aftenens kamp.
De to point blev i København – det var dejligt – og vi kæmper stadig for at ende så højt som muligt i tabellen, og vi kan ikke gøre andet end at forsøge at vinde vores egne kampe, hvilket vi naturligvis vil gøre alt for.