Pressemeddelelse, København den 18. december 2019
Sonni Larsen og AJAX København har i gensidig forståelse valgt at stoppe samarbejdet efter indeværende sæson. Sonni Larsen har været et kæmpe aktiv i AJAX København, hvor han har haft det fulde ansvar på U19-herrer og samtidig bestridt posten som assistenttræner på Herre Senior 1.
AJAX Københavns direktør Daniel Svensson udtaler:
“Sonni Larsen har i sin tid i klubben sat et stort aftryk på AJAX København. Sonni har med sit enorme engagement og sine kompetencer været dedikeret i udviklingen af såvel de unge som de rutinerede spillere. Med en skarp filosofi og klar retning har Sonni arbejdet hårdt med vores U19-drenge, og det skal der lyde en stor tak for.”
“Efter at samarbejdet med cheftræner på 1. divisions herrer, Lars Nedergaard, rigtig kom på plads, er de to lykkedes med at få sat holdet rigtig godt op. Men da visionen og strategien for AJAX København ændres fra den kommende sæson, bliver det et nyt og anderledes set-up. Jeg vil derfor gerne takke Sonni for hans arbejde i AJAX København og glæder mig til at følge hans færden videre i håndbolden.”
Sonni Larsen udtaler:
“Der skal lyde en stor tak for den tillid, jeg er blevet vist fra spillere og kollegaer. Det har været lærerigt, og der er kommet flere folk med i min håndboldfamilie – det er jeg taknemmelig for. Jeg havde gerne fortsat i AJAX København for at gøre det færdigt, jeg har lovet drengene, men jeg har fuld forståelse for skiftet i strategien. Jeg ser frem til at følge AJAX København fremover.”