Pressemeddelelse, København den 20. december 2019
Det er en glædens dag i AJAX København, hvor to stærke trænerprofiler kan præsenteres til klubbens 1. divisions herrer.
Mathias Albrektsen, der kommer fra en livslang opvækst i de sydfynske håndboldhaller i og omkring Gudme, har valgt at tage sine erfaringer og kompetencer med sig over Storebælt, hvor han for den næste sæson skal stå i spidsen for vores 1. divisions herrer.
Efter nu i mange år at have spillet en hovedrolle i udviklingen af GOGs største talenter, samtidig med han i rollen som assistenttræner har været med til at få GOG tilbage i toppen af dansk håndbold, glæder han sig nu til at stå i spidsen for AJAX København:
“Nu kom tilbuddet om at blive en del af AJAX København og det nystartede AJAX København Sportsgymnasium (AKS), og potentialet i det projekt var simpelthen for godt at sige nej til. Der er mange gode, dygtige folk i og omkring organisationen, der alle sammen vil håndbolden i København og på Sjælland. Jeg ser derfor store muligheder for at bygge videre på det stærke fundament, der allerede er lagt og forhåbentlig på sigt være med til at føre AJAX København op i håndboldligaen”, siger Mathias Albrektsen.
Til at flankere Mathias har AJAX København også indgået aftale med områdelederen for talenttræningen på herresiden i Østdanmark, Martin Holmgaard Pedersen, der udover at være assisterende herretræner også skal være cheftræner for AJAX Københavns U17 drenge. En dobbeltrolle, hvor Martin skal hjælpe til at optimere talentarbejdet og være med til at udvikle AJAX Københavns egne spillere til også at blive dygtige seniorspillere.
Om det nye trænerteam udtaler Daniel Svensson, der er direktør for AJAX Københavns 1. divisions herrer:
“Jeg er utrolig stolt over, det er lykkedes os at tilknytte så stærke håndboldfaglige kapaciteter som Mathias og Martin. Med dem ved roret og med det nyoprettede sportsgymnasium, går håndbolden i København en ny tid i møde, hvor vi kan sørge for, at de bedste spillere vælger at blive på Sjælland. Jeg ser dét her som den første grundsten i et unikt talentudviklingsmiljø, der på sigt skal blive det bedste i Danmark, hvor vi kan udvikle vores unge spillere til at blive dygtige ligaspillere – gerne i AJAX København.
Både Mathias Albrektsen og Martin Holmgaard Pedersen vil også være at finde som trænere på det nyoprettede AJAX København Sportsgymnasium (AKS), der som de første i Hovedstadsområdet, forsøger sig med at integrere elitesport med ungdomsuddannelsesforløb og bolig i én samlet løsning.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Daniel Svensson, 51 90 99 95