Med stor glæde kan vi i Ajax København i dag offentliggøre, at vi forud for kommende sæson har indgået aftale med det 19årige fløjtalent, Liv Poulsen.
Liv Poulsen kommer til Ajax København fra Herning-Ikast Håndbold, hvor hun indtil videre primært har været en del af deres ungdomsafdeling. Liv er årgang 2001, hvorfor hendes første sæson i Ajax København også bliver hendes første som seniorspiller.
Dog er øverste hylde, og håndboldligaen ikke totalt ukendt territorie for vores nye fløjraket.
Den 30. januar 2019, i en kamp mod os faktisk, fik Liv i en alder af 17år og et par dage, sin ligadebut for Herning-Ikast Håndbold. Der kan altså ikke herske nogen tvivl om, at talentet i den grad er til stede hos vores nye højrefløj.
Oprindeligt kommer Liv fra Færøerne, hvor hun også i 2019 fik sin debut for A-landsholdet i en EM-kvalifikationskamp mod Polen. I 2017 tog den unge fløjspiller fra Færøerne til Danmark, og har siden da været en del af talentmiljøet i Herning-Ikast Håndbold, på ISI’s Idrætsefterskole og Sportsstar College.
Så på trods af, at fødselsdatoen beretter om at Liv stadig er ung, så er der alligevel et par oplevelser på CV’et som de færreste unge spillere allerede nu kan krydse af.
Vi har bedt hovedperson selv, sætte et par ord på hvorfor hun har valgt at skifte til Ajax København:
”Efter mange gode år i Herning Ikast ville jeg gerne prøve noget nyt og syntes at Ajax lød som noget meget interessant. Da kommende sæson er mit første år som rigtig seniorspiller, ser jeg skiftet til Ajax som en stor mulighed for at træne og spille på et højt niveau og samtidig udvikle mig som spiller. Udviklingen har rigtig stor betydning for mig og i miljøet i Ajax ser jeg at der kan ske meget. Det er vigtigt for mig at komme til et hold der er under udvikling, hvor jeg kan få noget spilletid og bidrage. Jeg ser rigtig meget frem til skiftet og glæder mig at starte at spille.”
Vi har ligeledes bedt Ligakvindernes direktør, Mathias Berg, sætte et par ord på klubbens nye stjerneskud:
”Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunne indgå en aftale med Liv. Liv er en enormt ambitiøs spiller.
At hun på egen hånd har, taget rejsen fra Færøerne til Danmark for at dyrke sin håndbold, er et vidnesbyrd om, at vi har at gøre med en vanvittigt dedikeret spille, der virkelig brænder for sin sport. Derudover har Liv nogle kompetencer i sit spil, vi forhåbentlig kan få stor glæde af. Hun er ikke kun dygtig på fløjen, men kan også spille indad i banen – både angrebs- og forsvarsmæssigt.
Og så er det jo dejligt, at vi kan tiltrække en spiller den ’nye’, rigtige vej, fra Jylland til København. Jeg er super tilfreds!”
Spørgsmål kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mb@ajax.dk