Sæsonstart og nye partnerskaber

 

30/8 kl. 19.00 blev der igen fløjtet op til kamp for vores bedste kvindehold, da de i Santander Cuppens 1/8-finale tog imod sidste sæsons sølvvindere fra NFH. På dette tidspunkt var det næsten 5,5 måned siden sidste gældende kamp, og knap 1 måned siden den nye trup var samlet for første gang, og disse to ting, sammenholdt med et meget velspillende NFH-hold, gjorde at der aldrig rigtigt blev spænding om udfaldet.

Den tidligere Ajax-spiller Rosa Schmidt lagde ud som lyn og torden, og lavede 3 på mål små 7 minutter, og stillingen var 2-7, da cheftræner Kasper Andersen tog sin første timeout. Den gav en smule ro, og efter 16 minutter var stillingen 7-11. Herfra skruede NFH dog op for tempoet, og gik til pause foran med 21-10. Anden halvleg lignede den første en smule for meget, og det endte med en fortjent NFH sejr på 38-17.

Så som udgangspunkt ikke en super spændende kamp, men enormt spændende at se de mange nye spillere der den kommende sæson skal udgøre en del af 1. Divisionstruppen. Ikke mindre end 9 debutanter trådte ind i Bavnehøj denne fredag aften, og selvom resultatet var til glemmebogen, var aftenen det ikke. Små 300 tilskuere bakkede op hele vejen igennem, og skabte en rigtig god oplevelse for både nye og gamle Ajaxspillere.

For det er en ganske ny trup der tørner ud for os i den nye sæson, men der er virkelig noget at se frem til, blandt de mange talentfulde spillere vi har i truppen i år. Dette har vi allerede set i de 4 træningskampe der er blevet spillet, som har givet 3 sejre og en uafgjort, bl.a over favoritterne til oprykning fra 1. Division, Holstebro.

Her på siden kan man se lidt til dem under “truppen”, men ellers så håber vi at I har lyst til at komme at heppe på dem mæste gang de spiller i Bavnehøj Hallen fredag d. 20/9 kl. 19.00, hvor Ringsted kommer på besøg.

Ligesom spillere og trænere har arbejdet stenhårdt på træningsbanen for at være klar til sæsonstarten, er der også blevet arbejdet, relativt, hårdt rundt om holdet, med henblik på at sikre sp godt et set-up for spillerne som muligt. Dette har udmøntet sig i en lang række nye partnerskaber, herunder en aftale med en ny hovedpartner, Nordan Vinduer A/S, der løber i 2 år. Dette betyder at vi i denne sæson har 2 hovedpartnere, da Karise Anlæg & Byg A/s også er med ombord i denne sæson – vi er rigtig glade for at have dem begge med på holdet.

Det samme gælder naturligvis også den lange række af nye partnere der er kommet til og alle dem der har valgt at tage en tørn mere  og støtte op om vores 1. Divisionskvinder. Listen er efterhånden ganske lang, og kan findes her på siden under “Partnere” – tag gerne et kig derinde og husk at støt de virksomheder der støtter os.

De kommende uger står på træning og finpudsning frem mod sæsonåbningen i Rødovre fredag d. 13/9 kl. 19.00, hvor vi håber at mange af jer har lyst til at tage ud og kigge med.

Vi glæder os til at se jer alle i hallen den kommende sæson!