DS1: EH Aalborg kommer på besøg i Bavne

5. marts 2016

Ajax København – EH Aalborg

Så blev det weekend igen – en på mange måder dejlig ting. Det betyder bla, at der er kamp i eftermiddag kl. 1500 i Bavne, hvor Ajax København byder velkommen til EH Aalborg.

EH Aalborg frister en tilværelse i den nederste del af rækken, men det betyder ikke på nogen som helst måde, at dagens kamp bliver let. Aalborg har et fint hold med mange gode spillere, som efterhånden er ved at vænne sig til 1. division efter oprykningen fra 2. division, og der kommer point på kontoen både ude og hjemme i Aalborg. Sidste kamp blev det til et nederlag på 1 mål hjemme.

EH Aalborgs største profil er højre back Julie Aagaard, som ligger rigtig fint til på rækkens topscorerliste, men spillere som Charlotte Lund, Pernille Kjær og de nytilkomne Maria Hellerup Olsen på venstre fløj er også værd at nævne.

Sæsonens første kamp mod Aalborg var med Aalborg i teten de første 25 minutter, hvorefter kampen vendte, og Ajax København fik kørt en rimelig sikker sejr på 26-22 hjem. Det var især Julie Aagaard, som stod markant i billedet, men også højre fløj Charlotte Lund spillede fint.

I Ajax København er ugen op til kampen blevet brugt på vanlig vis. Mandag blev indledningsvis brugt til refleksion over sidste weekends kamp, og der er efterfølgende blevet trænet godt og målrettet, og vi er alle blevet en lille smule skarpere både individuelt og som hold. Endelig er der selvfølgelig blevet brugt tid på at gøre os klar til lørdagens kamp.

John.Aage.Johansen

John Johansen – Ajax sportschef – siger om dagens kamp: ”Vi glæder os til for første gang at byde EH Aalborg velkommen i Bavne. Aalborgholdet er bygget op efter den klassiske jyske model med et solidt 6-0 forsvar, struktureret angrebsspil og et par hurtige fløje. Vi skal sætte dagsordnen fra start, og dagens succeskriterium er selvsagt en sejr og 2 point.”

Kig forbi Bavne i eftermiddag. Vi glæder os til at se Jer.