Der er gode lørdage, og der er dårlige lørdage, og spørger man i Ajax København, så var lørdag i sidste weekend rigtig skidt, og essensen det gode gamle hit ”Hvorfor er alting så ufedt i Jylland?” kunne kun mærkes alt for godt. Det var ganske enkelt en skoddag at være fra Ajax København.
HS1 tabte, DS2 tabte og DS1 tabte. Hvad der skete for DS2 og HS1 kan man sikkert få info om andetsteds, men for DS1’s vedkommende var det en af de dage, hvor der ikke var ret meget, som lykkedes.
Der var modvind på cykelstien fra start, og gennem hele 1. halvleg haltede vi efter, og ved pausen var vi nede med 10-14.
Efter pausen så det klart bedre ud, der var lukket af i forsvaret, og vi begyndte at score på vores chancer, og knap midtvejs var vi på 16-16 – og alle i Ajax lejren tænkte, nu havde vi momentum, men vi blev klogere. 180 graders vendingen efter pausen blev fulgt op af endnu en 180 graders vending, og pludselig var vi bagud igen. Vi satsede hele butikken, men det gik galt, og ved vejs ende havde vi tabt med 5.
Hvad gik der egentlig galt? – Ikke så meget fightermæssigt, alle sloges, men vi tabte primært til en keeper, som blev skudt på landsholdet. Respekt for keeperens præstation, men det var ikke særlig gennemtænkt fra Ajax side.
På Ajax holdet spillede fløjene Sascha Juul og Sofie Olsen begge en ganske fornuftig kamp, Cecilie Johansen lykkedes med de muligheder, hun fik angrebsmæssigt, men ud over fight og indstilling var der ikke meget at skrive hjem om.
Mandag blev lørdagens oplevelse snakket igennem, og der blev sat nogle mål for den kommende tid, og der er jo grundlæggende ikke andet at gøre, end at vi kommer op på hesten igen. Vi har givet Skanderborg en lille fordel og dermed ladet dem overtage favoritværdigheden, men sådan er det. De får kamp til stregen, og i Ajax lejren ser vi allerede frem til lørdag, hvor vi tager imod TMS Ringsted i Bavne kl. 15.00.