Ajax København – Rødovre HK
Lørdag er en dejlig dag. Det er jo kampdag, og dagens modstander/opgave/udfordring hedder Rødovre HK, som kommer på besøg i Bavnehøj Arena kl. 15.00.
Rødovre er jo vores naboer, og det er altid spændende med sådan et lokalopgør – der er lidt mere på spil, og man vil jo heller ikke sætte noget til i det uofficielle Københavnsmesterskab for 1. division.
Selv om vi er naboer, er der pudsigt nok ikke så mange spillere, som har været i begge klubber, men lige meget hvad, så er det altid fedt at slå naboerne, så der skal nok blive kamp om sejren.
Rødovre ligger i den nederste del af rækken efter en sæson, hvor man har oplevet op- og nedture, men det gav genlyd overalt blandt rækkens aktører, da holdet tog til Vendsyssel og vandt med en enkelt. De sidste kampe har givet en sejr over BK Ydun, men man har tabt til Bjerringbro og Hadsten – kampen mod sidstnævnte sidste weekend blev dog først afgjort til allersidst.
Holdets profiler er Nanna Stormly og Katarina Juul Hansen i bagkæden, som er ganske godt skydende, men holdet er en del mere end Nanna og Katarina med gode spillere hele vejen rundt.
I Ajax lejren er der god stemning efter sidste weekends sikre sejr i Dalum over DHG. Sejren blev sikret med gode præstationer hele vejen rundt, og det er fedt at se, at en ung spillere som Sarah Nørklit og Cecilie Specht går ind og sætter en indiskutabel dagsorden. Vi har haft en god uge, og vi er klar til kamp.
John Johansen – sportschef i Ajax København – har følgende input til dagens kamp: ”Jeg er sikker på, at vi får en god håndboldoplevelse i Bavne i eftermiddag. Vi er sikre på, at Rødovre vil gå all in på at tage en udesejr hjem. Fair nok, men det bliver ikke med vores gode vilje. Vi skal sætte dagsordnen fra start og afvikle kampen på vores præmisser. Sker det, så bliver de to point i Bavne.”
Der er kampstart kl. 1500. Kig forbi – det bliver sjovt og spændende.