DS1: OPTAKT – OPRYKNINGSBRAG I BAVNE

9. april 2016

Ajax København – Ringkøbing Håndbold

Årets sidste hjemmekamp – og hvilken en kamp. Oprykningskamp til Primo Tours ligaen, og et gensyn med vore lyserøde venner fra Ringkøbing Håndbold igen, igen, igen, når der bliver fløjtet op til kamp kl. 15.00 i Bavnehøj Arena.

Det er nok lige i overkanten at tale om en klassiker, men det giver da det hele en ekstra dimension, at det er 3. år i træk, at vi skal op mod Ringkøbing Håndbold i disse altafgørende kampe.

Ajax holdet går ind til kampen med en følelse, som vi vel ikke har prøvet siden vi mødte Randers HK i pokalen tilbage i august sidste år – vi er ikke favoritter. Det bliver en rigtig interessant oplevelse at gå på banen og vide, at forventningspresset ligger meget meget tungere på holdet i den anden ende af banen.

Der er helt sikkert ikke ret mange, som vil anfægte Ringkøbings favoritværdighed. Sådan vil det altid være, når et 1. divisionshold og et Liga hold mødes, men det skal ikke afholde os fra at tro på, at vi har en fornuftig chance. Det kræver selvsagt, at vi rammer vores topniveau, men hvorfor skulle vi ikke gøre det, og så kan det jo være.

Ringkøbing kommer til Bavne med en forventet sejr over Ligaens bundprop Sønderjyske som ballast til kampen efter en serie kampe, hvor pointudbyttet ikke har været prangende. Holdets profiler finder man i bagkæden, hvor Mathilde Neesgaard og Michelle Brandstrup spiller meget, på stregen, hvor Mia Biltoft for nylig fik landsholdsdebut mod Uruguay, men der er gode spillere på alle plader – sådan er det jo også på et ligahold.

I Ajax har vi gennem længere tid vidst, at vi skulle ud i disse kampe, så vi har støt og roligt arbejdet frem mod denne og næste weekend. De kampe, vi har spillet, har ikke været spitzenklasse hele vejen igennem, men der har været meget fokus på processen og ikke så meget på resultatet. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at vi gerne havde taget begge point sidste lørdag, men Virum spillede virkelig deres chance, så vi måtte dele pointene.

Alle glæder sig til kampen, som små børn glæder sig til jul. Det bliver spændende, intenst og nervepirrende, og i Ajax har vi besluttet, at 3. gang skal være lykkens gang. Vi glæder os til at se alle håndbold elskere i Bavne i eftermiddag. Der er gratis adgang, så det handler bare om at få hanket op i familie og venner og komme af sted. Der bliver knald på.