Ajax København 1. damer står overfor en ny udfordring her lørdag eftermiddag kl. 15.00 i Idrætshallen i Aalborg. Vi skal møde Aalborg HK – et hold som vi så vidt vides ikke har mødt før.
Det er altid spændende, når der ”kommer nye piger i klassen”. Hvad kan de, hvor er de gode, hvor er de svage punkter, hvis der er nogle – der er mange gode spørgsmål, som man heldigvis kan få besvaret langt hen af vejen i disse videobytteordningstider.
AalborgHK er en klub med mange dyder og traditioner, og et hold, som spiller efter det klassiske jyske spilkoncept. Selv om vi ikke kender spillerne så godt endnu, så har vi set, at holdet bla. rummer Anne Hyldahl, som vi kender fra Vendsyssel, og Katrine Sondrup Poulsen med en fortid i Aalborg DH.
Aalborg HK er ikke kommet supergodt fra start med nederlag i de 2 første kampe mod hhv. TMS og Roskilde, så det er helt sikkert et Aalborg hold, som går all-in for at få det første point på tavlen.
I Ajax lejren er vi glade for, at der har været en ekstra uge fra sidste kamp. Det har givet mulighed for både at træne godt og få skadeslisten reduceret markant, og efter sådan en friweekend er der altid en spændt forventning efter at komme ud at spille igen.
Sæsonstarten i Ajax har været ganske fornuftig resultatmæssigt med 2 sejre og 1 remis, sidste kamp mod DHG Odense blev vundet med 22-21 efter en spændende kamp, hvor Ajax holdet fik spillet og kæmpet sig tilbage efter en forfærdelig start. Kampens spiller blev Cecilie Specht, som spillede en rigtig fin kamp.
Gameplanen er klar, bussen er på vej over Fyn, så alle mand er klar, når vi når dobbelt A. Vi glæder os.