Hadsten SK – Ajax København 22-22 (10-15)
Det lykkedes – næsten. Uafgjort 22-22 og Ajax København forblev ubesejrede på udebane i sæsonens 1. divisions damer. Der skal ikke herske tvivl om, at vi gerne havde taget begge point og beholdt status med max. point, men sådan skulle det ikke være lørdag eftermiddag i Hadsten.
Kampen startede lige med skiftende føringer og ca. midtvejs stod der 6-6 på tavlen. Herfra gik det stærkt og Ajax holdet spillede et rigtig godt kvarters håndbold, og ved pausen var vi oppe med 15-10. Efter pausen fik Hadsten tiltvunget sig momentum, holdet fik hurtigt hentet 3 af de 5 plusmål til Ajax, men den bølgede hele vejen hjem uden afgørende forskydninger før til sidst, hvor Hadsten fik lavet de sidste 3 kasser og kampen endte uafgjort 22-22.
Skulle der have været en vinder, havde det – med fare for beskyldninger om hovmod og lign. – været mest rimeligt, at det havde været Ajax – vi havde overhånden længst tid, men det er jo ligemeget, når man ikke får lukket af til sidst.
Hadstens udligning kommer i absolut sidste sekund – også for sent vil nogen mene. Det er svært at sige, og de efterfølgende videogennemgange giver ikke noget klart og entydigt svar. Vi må bare konstatere, at det er befriende, at vi har ”råd til” at få den imod os. Det havde været ubærligt, hvis det havde kostet.
Hatten af for Hadsten. Både for den gode stil med en hilsen til os før kampen, men også for det sportslige. Holdet er gået fra at være et lidt kedeligt og destruktivt spillende hold med et enkelt fixpunkt til at være et sprudlende hold med mange facetter omkring det samme fixpunkt – Malene Mogensen. Malene er sgu en unik håndboldspiller.
Hadstenhallen er en hjemmebane, hvor man er på udebane på den gode måde. Fanklubben gør det sgu godt. Det er 100% fortjent, at holdet står med chancen for at spille sig i ligaen. Det bliver en udfordring – vi ved det om nogen af erfaring, hvordan det er at stå derude vestpå med en lang lyserød næse – men man skal aldrig sige aldrig. Held og lykke til Kent Ballegaard og pigerne. Hadsten i ligaen – det kunne være sjovt.
Kampen set med Ajax briller var klart godkendt. Det sidste kvarter af 1. halvleg var flot, og selv om det ikke holdt helt til slut – kun næsten, så er vi tilfredse. Der var flere gode præstationer, men der var en over alle de andre. Cecilie Woller spillede en helt suveræn kamp. 8 kasser og suveræn styring af både forsvar og angreb. Det var sgu smukt, Woller.
Nu er der påske – påske er lige med pause – og så starter vi op igen om snart. Det bliver en fornøjelse at holde pause som ligahold. Vi har fortjent det, vi var lidt bedre end de andre i denne sæson.