Ajax København – Lyngby HK 24-19 (9-9)
Fredag aftens lokalbrag i Bavne mellem Ajax København og Lyngby HK blev som ventet en tæt affære, hvor spænding og intensitet stod mere markant i billedet end det polerede håndboldsspil. Det endte dog heldigvis som det skulle (set med Ajax briller) med en rimelig sikker sejr på 24-19 efter 9-9 ved pausen.
Før pausen var det hele meget lige. Ajax var lidt foran i begyndelsen, men ikke mere end at Lyngby var helt med, så vendte det og Lyngby kom foran 9-7, men de sidste minutter før pausen stod der Ajax på, og ved pausen stod der 9-9 – og det kunne der nok ikke indvendes ret meget imod.
Efter pausen fik Ajax tilkæmpet sig et lille forspring, som lang tid vippede mellem +2 og +4, der blev skruet lidt op, så vi kom på +7, men det endte med +5 og en sejr på 24-19 – og det kan der nok heller ikke indvendes så meget imod.
Lyngby holdet kæmpede flot, og der var markante præstationer fra især Nicole Leonhardt med 10 mål – nok 2-3 for meget, men det var vores egen skyld, ligesom den tidligere Ajax keeper Louise Pettersson stod en meget flot kamp med irriterende mange redninger.
På Ajax holdet spillede de fleste fornuftigt, og der var udmærket styr på det meste. Cecilie Johansen spiller en rigtig god kamp, og ”Sille” viste både godt spil, og at hun er en fighter ud over det sædvanlige. Kampens spiller blev Cecilie Woller, som bare fylder mere og mere på Ajax holdet, og det er 100% på den gode måde. Woller dækker suværent op, og 5 kasser efter pausen er også høj klasse.
Tak til Ajax support for opbakningen – det er fedt, når I har mulighed for at være der.
Nu har vi taget hul på en spændende uge, som topper søndag, hvor vi har en meget spændende udekamp i Odense mod DHG. Det bliver helt sikkert en superspændende kamp, som sandsynligvis går tiden ud, før den bliver afgjort. Mere herom senere.