Roskilde Håndbold – Ajax København 19-23 (11-5)
Der var sikkert nogle af Jer, som læste vores optakt til kampen lørdag mellem Roskilde Håndbold og Ajax København, som tænkte klicheer, vand ud af ørene, floskler osv. i forhold til det skrevne omkring spændende og intense kampe, der ikke blev afgjort før til sidst, og hvor der ikke er nogen, som på nogen måde giver noget væk.
De af Jer, som var i Roskilde lørdag, ved, at den var god nok. Det var en helt absurd kamp, hvor holdene i ekstrem grad havde hver sin halvleg, en kamp, som blev sindssygt spændende – en kamp, hvor ingen gav sig en tomme uden det var absolut nødvendigt, og som ikke blev lukket før næsten til sidst.
De velopdragne ved, at man skal holde mund, hvis man ikke kan sige noget pænt, så set med Ajax briller er der ikke andet at sige om 1. halvleg, end at vi var bagud 11-5, og havde det ikke være for Pernille Kristensen i målet, havde det været meget værre.
Hvad der skete i Ajax omklædningen i pausen, er et godt spørgsmål, men det virkede. Der skete ting og sager fra start af 2. halvleg. Det tog 5 min. at fordoble målscoren, midtvejs i halvlegen var Ajax på omgangshøjde, og vi gik hurtigt på +3. Her vippede det hele i 5-7 minutter – Roskilde var på -2, men det endte med +4 efter et Ajax comeback uden sidestykke.
Roskilde spiller som sagt en supergod 1. halvleg, hvor især defensiven brillierede, og keeper duoen Sandra Mittet og Sif Klemmensen holdt højt niveau hele vejen.
På Ajax holdet kom Sarah Nørklit ind lidt efter pausen og lukkede 3 mål ind resten af kampen. Bagkæden spillede næsten fejlfrit, Stine Eiberg spiller med en power, som man ikke ser hos ret mange 18 årige, Stine Frandsen holdt hovedet iskoldt, og Cecilie Woller styrede butikken som vanligt køligt overblik og autoritet. Ida-Marie Dahl på stregen var fantastisk, og Sofie Olsen og Sascha Juul var meget fint kørende på fløjene.
Når det hele skal summeres op, så er det rigtig, rigtig fint, at man kan vende tingene rundt på den måde, som Ajax holdet gjorde, men det, som vi bød ind med i 1. halvleg, har bare ikke tilstrækkeligt. Der er dog ingen tvivl om, at begivenhederne i begge halvlege vil blive brugt i den fremadrettede udvikling.
Vi står foran endnu en spændende uge, som topper lørdag eftermiddag, hvor vi får besøg af Hadsten. Vi spiller allerede kl. 14.00, da der er dobbeltarrangement – HS1 spiller kl. 16.00 mod Nordsjælland Håndbold.