I november 2020 kunne vi offentliggøre, at vi havde hentet Frederik Bjerre på en halvårig lejeaftale i Mors-Thy Håndbold. I dag kan vi så, med stor begejstring, offentliggøre, at vi har forlænget lejeaftalen og sikret os Frederik Friche Bjerre i endnu en sæson i Ajax København.
Den 20årige venstrefløj har siden ankomsten i Ajax København spillet 17 kampe for herrerne, og han har på ingen måde spildt tiden. Frederik har stået for 78 scoringer. 46 af dem kommer på straffekast, en disciplin hvor Bjerre i øvrigt excellerer med en scoringsprocent 94%!
Vi har naturligvis taget en snak med hovedpersonen selv, og bedt ham sætte et par ord på sin første tid i Ajax København, samt lidt om hvilke forventninger der er til kommende sæson – både for hele holdet, og for Frederik selv:
”Jeg fik ret pludseligt muligheden for at komme til Ajax København kort før julepausen og fik allerede min debut dagen efter min første træning. Heldigvis var den korte tilvænningsperiode ikke spor svær for mig, da folkene i og omkring klubben var utroligt imødekommende og hjælpsomme, hvilket fik mig til at føle mig velkommen fra første dag.
Jeg håber og tror på, at vi i næste sæson kan ride videre på den bølge af kontinuerligt gode præstationer, som vi har præsteret i løbet af denne sæson. Vi får i den kommende sæson tilgang af endnu flere dygtige spillere, og det bliver altafgørende, at vi evner at få dem spillet ind i vores kollektive spilkoncept hurtigst muligt.
Personligt er min målsætning at bidrage bedst muligt til holdet med mine spidskompetencer. Jeg vil knokle for at udvikle mig gennem de ugentlige træninger og stræbe efter at blive en flittig målscorer i kampene. Derudover vil jeg fortsætte med at have fokus på at lægge yderligere fysiske lag på ved klubbens dygtige fysiske træner, Thomas Torabi og Complete Athlete.”
Der er ingen tvivl om, at den talentfulde fløjspiller har sat sit præg på truppen fra dag et. Derfor har vi også bedt Direktør for Herrerne, Daniel Svensson, sætte nogle ord på forlængelsen af Frederik:
”Frederik er en dedikeret og ambitiøs sportsmand, der naturligt går forrest uanset hvor han befinder sig.
I det halve år Frederik har været en del af vores trup, har han allerede haft stor betydning og været med til at løfte niveauet. Derfor er vi meget glade for at kunne forlænge lejeaftalen med et yderligere år.
Jeg er ikke i tvivl om at både Frederik og resten af holdet, vil forsætte med at udvikle sig sammen.”
I hele Ajax København glæder vi os over, også i kommende sæson, at få glæde af Frederiks mange kompetencer.
Spørgsmål eller lign. kan rettes til Direktør, Daniel Svensson på mail ds@ajax.dk eller telefon 51909995