HC Odense-Herrer – AJAX København, d. 5/10-2018 kl. 20.30
Dalumhallerne – Hal 1, Mejerivej 1, 5260 Odense S.
Fredag aften går turen til Dalumhallerne, hvor en svær udekamp mod Odense venter.
Ingen tvivl om, at Odense ikke er et “almindeligt” oprykkerhold, idet de har større ambitioner for årets sæson, og ikke “bare” skal undgå at rykke ned, men derimod går efter en placering lidt højere i rækken. Og det er helt sikkert, at Odense også har holdet til – og måske specielt på hjemmebane – at spille op med alle hold i rækken, og de har også allerede vist flere hold, at de mener det alvorligt, når de taler om egne styrker.
Defensiven er som oftest solid, og inde på mål er Odense rigtig godt stillet, og når man mikser dette med et spændende bevægeligt og afvekslende angrebsspil, med en blanding af gode skytter og gode gennembrudsspillere, så får man et rigtig spændende hold, som kører på og på ingen måde holder sig tilbage i kampene.
For vores eget vedkommende lykkedes det at få point i den seneste kamp, som var hjemme mod HØJ, efter en rigtig fin spillet anden halvleg, og hvis vi skal være positive, så var det bestemt, at vi spillede godt i en længere periode i vores seneste kamp, end vi har gjort i de første kampe. Men vi skal snart til at ramme et højt niveau gennem alle 60 minutter, ligesom vores bundniveau skal højere op, således at vores dårlige perioder i kampene bliver mindre, og vi spiller klogere og måske en smule mere henholdende, når spillet ikke fungerer.
Hvis vi skal vinde i Odense, skal vores forsvar stå mere solidt, ligesom vi skal begrænse vores tekniske fejl, som der fortsat bliver lavet for mange af, men vi synes det går den rigtige vej, og vi glæder os meget til kampen i Odense, hvor vi vil gøre alt for at få de 2 point med til København.