TM Tønder Håndbold – AJAX København: 30-24 (11-10)
Søndag d. 9. september 2018
Det var ikke godt nok i første turneringskamp ude mod Tønder, og specielt de første 15-20 minutter var en kamp i kampen for at komme i gang. Spillet var egentlig OK, forsvaret stod godt nok, men vores afslutninger var mildest talt en katastrofe og bagud 8-2 efter ca. 20 minutter var et udtryk for ekstremt mange dårlige afslutninger. Det blev meget bedre sidst i halvlegen og en lille spurt inden pausen gjorde, vi kun var nede 11-10 ved halvleg.
Vi følte os faktisk ovenpå i starten af anden halvleg, og havde flere muligheder for at bringe os foran, men igen brændte vi på chancerne og ca. midt i halvlegen ved 16-16, lavede vi nogen fejl som blev dyre, og pludselig bagud 21-17 så det svært ud.
Vi kom på 24-22, men Tønder fik slået afgørende hul igen til 27-22 og vi tabte unødvendigt stort med 30-24.
Vi spillede ikke en god kamp, og vi skal blive bedre fremover, hvis drømmen om de sjove placeringer skal realiseres, og omvendt var der takter og faser i spillet, hvor vi gjorde det fint. Men kynisme og kende sin besøgelsestid er også meget vigtige faktorer, hvor vi skal blive meget skarpere i begge ender af banen.
Nu ser vi frem til første hjemmekamp på lørdag, hvor Skive kommer på besøg, og vi håber på stor opbakning!
Torben Nielsen. Cheftræner