AJAX København – TMS Ringsted, d. 27/10-2017 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.
Sidste gang vi spillede i Bavnehøj Arena blev det til en rigtig god sejr over Sydhavsøerne, hvor vi på mange parametre spillede det bedste vi har gjort i denne sæson, hvilket selvfølgelig var meget tilfredsstillende, og ugen efter tog vi så en tur til Otterup, hvor vi måske efter sæsonens dårligste kamp indtil videre var heldige/gode nok til at vinde med de meget usædvanlige cifre 15-16.
I begge kampe var vi meget tilfredse med forsvarsspillet, men specielt mod Otterup haltede vores angrebsspil, og ingen tvivl om, at det skal blive meget bedre i aftenens kamp, hvis de to point skal blive i København.
Der har for vores vedkommende været pause i 2 uger siden kampen i Otterup, og den er blandt andet blevet brugt til at få de sidste skadede spillere helt klar, så jeg forventer, at vi kan stille med alle mand “fit-for-fight” til aftenens kamp.
Jeg forventer også en stor fight og vilje fra mine spillere, hvor indstillingen skal være i top, troen på egne evner skal lyse ud af spillerne, og så håber vi på en meget velbesøgt hal, som i sidste hjemmekamp – for det løfter altså spillerne de sidste procenter at kunne mærke hjælpen og støtten fra tilskuerne!
Rigtig god kamp!
Torben Nielsen, cheftræner.