AJAX København – Randers HH, d. 15/3-2019 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.
Fredag aften kommer der besøg fra Randers Herre Håndbold.
Randers fik en rigtig god start på sæsonen, men har i det seneste stykke tid haft svært ved at finde rytmen og heldet i spillet, hvilket har resulteret i en del nederlag på stribe. Men i weekendens kamp hjemme lykkedes det dem dog at hente en sejr over Frederikshavn Håndbold.
Den lange pause uden sejre har også betydet, at Randers lige nu ligger til direkte nedrykning, men ingen tvivl om, at med det program som resterer for Randers, så har de på ingen måde opgivet at redde sig, og det tror jeg også vil komme til udtryk i fredagens kamp, hvor jeg er sikker på, Randers kommer med ALT for at tage sejren med til det jyske.
Det skal vi jo gøre, hvad vi kan for at forhindre sker, da vi også har hårdt brug for de 2 point i jagten på en top-placering, og kan vi finde den energi og glæde frem som var i seneste kamp ude mod HEI Håndbold, så tror vi også på det.
Vores forsvar var hårdt arbejdende hele kampen, og vores angrebsspil var i perioder fremragende, hvor folk bød ind og tog ansvar, og det bliver også nødvendigt denne gang, hvis vi skal beholde pointene i København. Men det allervigtigste er, vi fremstår som et hold med en glæde og lyst til at præstere og nyde at spille håndbold.
Vi synes også, at vi skylder en hel god hjemmekamp foran forhåbentlig mange mennesker i Bavnehøj Arena, så vi glæder os rigtig meget til fredagens kamp.