2014 er året hvor AJAX København fylder 80 år og i den anledning vil vi her på ajax.dk gennemgå klubbens historie. Vi starter naturligvis fra begyndelsen og er heldige allerede at have de første 75 år historie klar fra både 50 og 75 års fødselsdagene.
Vi vil løbende fortælle om 10 år ad gangen. Denne gang er det perioden 1985-1994
Gik du glip af de første år 1934-1944, så kan du læse alt om dem lige her
1945-1954 kan du læse lige her
1955-1964 kan du læse lige her
1965-1974 kan du læse lige her
og 1975-1984 kan du læse lige her
God læsning 🙂
P.s. husk du kan købe vores 80 års jubilæums hoody – Se mere her _______________________________________________________________________________________________
Jubilæumsskrift udgivet i anledning af Ajax Københavns 75 års fødselsdag den 2. maj. 2009
Redaktion: Ole Friis, Elvir Persson, Morten Petersen, Sven Bay Nielsen, Helge Bruus Jensen
Tekst og idé: Ole Friis _______________________________________________________________________________________________
1985
Efter fire år som sponsor meddelte Kurt Vøttrup, at Divan 2, Tivoli ville holde en pause. Det var et sponsorskab der havde været til stor gavn for klubbens 1. og 2. hold.
Til gengæld fortsatte Adidas som tøjsponsor endda med en udvidelse.
Et stort projekt med udvidelsen af klubhuset med et anneks blev færdiggjort, denne gang med håndværkere udefra. Klubhuset kunne nu anvendes til overnatninger og man gik straks i gang med annoncerer i B.T. sportsplads.
Ajax pokalen blev tildelt Gunnar Lindgaard for sit fine arbejde som holdleder for 2. og 1. holdet. Sven Bay Nielsen blev keglekonge for første gang og fik den eftertragtede pokal.
Holbæk HK vandt 2. division øst, vort 1. hold blev nr. 7, men det skal tilføjes at vi var den eneste af tre oprykkere der forblev i 2. div. øst. Træner Jørgen Frandsen havde fået mere trænings disciplin ind på holdet og en 7. plads var godt klaret, da mange af holdets spillere havde været ude med skader herunder Dan Malstrøm med et ødelagt knæ.
Hans Bent Nielsen opnåede 100 kampjubilæum på 1. holdet, d. 3. november mod Tarup i en sen alder, han havde ind imellem både stået på mål for 3. holdet og Old Boys. Samme dag spillede Michael Haugen sin kamp nr. 75.
Der var hele seks debutanter på 1. holdet. Fire fra sidste års ynglingedanmarksmestre: Michael Madsen, Claus Lykke, Henrik Fugmann og Lasse Cederquist.
Julestævnet blev denne gang sponseret af vor tidligere 1. holdspiller Mogens Poulsen der var ejer af Data Log. Han havde valgt at kalde stævnet Wang Cup, idet Wang var et af firmaets produkter.
Stævnet bestod af hold fra 1., 2. og 3. div. og stævnet blev overraskende vundet af 3. div. holdet. Som noget nyt afprøvede man opgiver kast fra målmand, dette gav mange morsomme episoder og kampene blev afviklet i et meget højt tempo.
Et rigtigt godt år for ungdomsafdelingen: Herreynglinge vandt Østturneringen, blev Københavnsmestre og Danmarksmestre. Drengeholdet blev Københavnsmestre og fik bronze ved Danmarksmesterskabet og lilleputter blev KM med bl.a. Dennis Jacobsen og Lau Jacobsen.
Spillerne på Herreynglinge var således blevet DM i fire år i træk! Drengene tabte i pokalfinalen. Ajax var den suveræne bedste Københavnske klub.
1986
Fem Ajax’er deltog på KHF’s ungseniorhold, alle fra sidste års ynglingemestre det var Michael Madsen, Claus Lykke, Henrik Fugmann, Lasse Cederquist samt Christian Lønborg. Der blev spillet en landsunions turnering på Fyn 8. og 9. marts. KHF blev nr. 2 efter JHF. De samme spillere deltog også i en kamp mod det færøske landshold.
Ingemann Rasmussen afgik ved døden kort før sin 94 års fødselsdag. Ingemann lærte vi at kende den første dag vi startede klubhusbyggeriet i 1976. Han mødte op på arealet hver gang der blev bygget og filmede det meste. Det blev en god film der afsluttedes med den store indvielse i 1977.
Bestyrelsen fik en hel ny idé, man indkaldte medlemmerne til et seminar d. 1. februar for at drøfte klubbens fremtidige strategi. 30 personer deltog fra kl. 9 til kl. 19. DIF´s konsulent Jørgen Skipper Nielsen kom med et provokerende indlæg. Bestyrelsen fik et god feedback på dagens debat.
DT sluttede stort set tilfredsstillende, idet vi sluttede på en 6. plads, vi havde nok håbet på en lidt bedre placering med den energiske træner Jørgen Frandsen. Desværre måtte Dan Malstrøm opgive at spille elitehåndbold grundet hans dårlige knæ.
1. holdet vandt Valbymesterskabet og en præmie på 7.000 kr. til klubkassen.
Bent Hansen sikrede 2. holdet en plads i Danmarksserien med en suveræn 1. plads i Københavnsserien.
Formand Morten Petersen kunne d. 2. maj fejre sit 25 års jubilæum i bestyrelsen. De første 8 år var som sekretær og de 17 år som formand. Det var en så bemærkelsesværdig indsats, så Morten modtog Ajax pokalen for anden gang, det er ikke hændt før.
Den sidste musketer Svend Jensen døde natten mellem d. 15. og 16. januar efter nogle få dages sygdom.
Æresmedlemmet Leif I fejrede 70 års fødselsdag d. 3. april.
Efter anden kamp i den nye sæson og med 2 point trak Jørgen Frandsen sig som træner. Keld Kastrup trådte hurtigt til sammen med Carsten Grønmann. De fik straks et par sejre i hus over topholdet Holbæk og Svendborg
Michael Madsen og Henrik Fugmann deltog på ungdomslandsholdets tur til verdensmesterskaberne i Jugoslavien.
Mod Tarup spillede Michael Haugen sin divisionskamp nr. 100 og i kampen med Dragsholm spillede Michael Johansen og Lars Mortensen deres kamp nr. 75.
I landspokalturneringen startede vi ved 3. runde hvor holdet med besvær vandt 19–18. I 4. runde mødte vi serieholdet Haslev, vi vandt sikkert 32–14. Derefter trak vi Holte på udebane, Ajax tabte til 1. div. holdet med 28–18.
Julestævnet der atter hed Wang Cup blev en succes med landsholdet som deltager med flere af de store stjerner fra udenlandske klubber.
Puslingene vandt KM og sejrede i øvrigt også i Herningstævnet. Både lilleputter, drenge og juniorer var i pokalfinalen, altså 3 ud af 5 mulige. Lilleputterne vandt med bl.a. Jesper Larsen og Lau Jakobsen på holdet.
1987
1.holdet havde lagt fint ud fra start, og nerverne var således ikke uden på trøjerne, da anden halvdel af turneringen startede op. Men der kom en nedtur, der bevirkede at vi ikke kom med om oprykningspladserne, skønt vi sluttede fint af og slutresultatet blev en 5. plads. GOG blev nr. 1.
Det var også i denne sæson at pr-udvalget (Fugmann, Lykke og Hagemann) fik en god ide og fik tilladelse til den, nemlig at få vægreklamer i Bavnehøj hallen. Det giver penge i kassen til yderligere aktiviteter.
Vor ungdomsformand Helge Bruus fejrede 40 års fødselsdag, der kom mange og gratulerede ikke mindst dem der havde fået deres håndboldopdragelse hos Helge.
Senere blev det Erling Fugmann’s tur til at runde et skarpt hjørne, 50 år. Erling Fugmann har i mange år været sponsor for Ajax, desuden gav han altid en hjælpende hånd med mange sager.
Desværre mistede vi en god gammel ven i Olav Malmstrøm, der faldt bort. Malmstrøm var ivrig med til at bygge klubhuset og derefter passede han køkken og bar.
Utroligt men sandt var det at Svend Aage Madsen vandt keglekongetitlen for første gang efter et tæt opgør med Sven Bay.
Steen Brandt skrev en lang artikel i Ajaxbladet om det at dele telefonbøger ud. Det var første gang man kastede sig ud i et så stort pengeprojekt. Det blev til 45.718 stk. svarende til 50.290 kg papir. Det var planlægning på et helt andet niveau.
Julestævnet (Wang Cup) havde dette år deltagelse af et dame talenthold (med 6 U-VM spillere) mod et 1. div. hold. 1.div.holdet vandt 23–20.
På herresiden havde man et talenthold mod eks-landsholdspillere. Eks-landsholdet vandt 22–20. På talentholdet var vore egne Henrik Fugmann, Michael Madsen og Christian Dalmose.
Drengeholdet med Jørgen Gulmark som træner og med spillere som Lars Yamaue, Lasse Jakobsen og Allan Rasmussen, vandt KM og senere DM, selv om Allan ikke var med på grund af et brækket hånd.
Lilleputterne blev også københavnsmestre. Drengene vandt pokalturneringen og vi havde som eneste klub både juniorer og ynglinge med i Østturneringen. Med disse og andre resultater fra turneringer og stævner var vi stadig den bedste klub på ungdomssiden i København og hele landet.
1988
Året startede med at KHF sendte os et brev, om at de ville afholde julestævne i 1988 og at 1. og 2. div. klubber skulle været parat til at afgive spillere til dette. Det var vi kede af efter at have afholdt julestævne i 12 år. Men en artikel i Berlingske Tidende fik KHF til at foreslå, at vi skulle samarbejde herom.
Divisionsholdet klarede sig igen pænt, men det blev heller ikke til oprykning i denne sæson, vi blev nr. 5 og denne gang var det Nyborg der vandt 2. div. Øst.
Christian Dalmose blev udtaget til Ulandsholdet til en tur til Spanien.
Keld Kastrup der meget beredvilligt trådte til som træner, da Jørgen Frandsen sagde stop i utide, og efter en meget flot indsats trådte tilbage for at give plads til et nyt træner team, nemlig Bent Hansen (hovedtræner) og Christian Andersen.
Begge vore holdledere, Gunnar for 1. holdet og Asmus for 2. holdet stoppede med deres store arbejde for klubben.
Vi kaldte det elite i Ajax, da vi indførte bonusordning, altså en slags professionel afdeling. I Ajax diskuterede man meget under hvilke former for man var enige om at man ville tilbage til toppen af dansk håndbold. Men man ønskede samtidig ikke at man skulle kaste sig ud i økonomiske vovestykker, ej heller at slå foreningslivet i stykker.
Der var mange runde dage dette år: Gunnar Klansø og Arne Lykke 50 år. Ejner Kordt og Jørgen Simon Larsen 60 år og Lasse Rasmusson 40.
Keglekonge dette år blev Benny Madsen, der således afløste sin bror Mads.
En af de utrættelige fædre Egon Jakobsen holdt fantasifuld tale ved AUV´s 10 års jubilæum, efter hyldesttalen fik Egon overrakt Ajax’ sølvnål. Et revy hold gav mange fine hip til klubben og de manglende piger.
Man begyndte straks herefter at drøfte seriøst om piger skulle kunne optages i Ajax, der kom et større pres fra forældre der havde meldt deres piger ind i mini afdelingen og senere så ikke kunne fortsætte.
GF blev historisk da Egon Jakobsen kom med et forslag om piger kunne optages i Ajax. Dette blev vedtaget med 21 stemmer for og ingen imod. Så efter 54 år som kun værende en drengeklub blev pigerne ønsket velkommen. Man vedtog herefter at man snarest skulle tage kontakt til KI.
Keld Kastrup modtog Ajax–pokalen efter den bevægede GF.
Efter at professionel håndbold blev indført, forsøgte man hvert år at forstærke 1. holds truppen. Over sommeren fik vi således tilgang af Henrik Jørgensen fra Holte, Troels Brøns vendte tilbage. Fra Ribe fik vi Lars Vindstrup. Hvorimod Carsten ”Valle” Frandsen ønskede at vende tilbage til Vallekilde–Hørve.
I pokalturneringen var Ajax årets pokaldræbere idet vi slog Holbæk, Helsingør og Holte ud.
Efter første halvdel af turneringen i 2. div. Øst lå vi på 1. pladsen.
Herrejunior vandt KM, Østturneringen og fik sølv ved DM med Helge som træner og spillere som Anders Krogh, Peter Jensen, Lars Yamaue og Allan Rasmussen.
For første gang var vi i Portugal i sommerferien og det var med juniorer og ynglinge.
Lilleputter og ynglinge var i pokalfinalen, men kun lilleputter vandt med Serkan, Johni P. og Pelle Larsen.
Og så var det blevet slettet i Ajax’ love, at kun drenge kunne blive medlem. Vi havde derfor for første gang et lilleputpigehold med i turneringen med Thomas Krogh som træner, og det første pigemål i Ajax blev scoret af Jeannie Rørbæk.
1989
Pokaldræberne blev sat ud af spillet af Virum som slog os med 21–17. Derefter tog vores 1. og 2. hold en tur til Budapest, håndboldmæssigt bød turen ikke på det store, men socialt blev det en fin tur.
Desværre blev det heller ikke i denne sæson til oprykning til 1. div.. Det blev afgjort da vi januar tabte til Virum og de endte på 1. pladsen og vi på 4. pladsen.
I marts spillede Lars Mortensen sin kamp nr. 100 for Ajax.
Jens Kramer Mikkelsen holdt en fin tale da Morten Petersen blev kåret som årets idrætsleder i Valby.
Der blev holdt adskillige møder på mange niveauer mellem KI og Ajax, der bl.a. mundede ud i et fælles medlemsmøde, hvor man blev orienteret om de konklusioner, der var taget inden de to GF’er.
På Ajax’ GF d. 2. maj havde man engageret sig med en professionel dirigent, der fik vedtaget alle de lovændringer der skulle til samt at KI kunne fusionerer med Ajax under navnet Idrætsforeningen Ajax. De to første år spillede damesenior under navnet KI/AJAX, spilledragten var KI’s oprindelige blå.
D. 23. maj blev KI’s GF afholdt og med Alf Grønmann som dirigent blev alt ligeledes her vedtaget. KI skulle have to bestyrelsesposter i den nye fusionerede klub og det blev Birthe G. Larsen og Janne Rothberg.
Birthe blev samtidig formand for Kvindeseniorgruppen med to medhjælpere til at styre det sportslige. Det blev Jannie Reckeweg og Hanne Thomsen.
På herresiden fortsatte bestyrelsesmedlemmerne og som A-gruppeformand afgik Svend Erik Kyvsgaard og Keld Kastrup blev valgt i stedet, og som hjælpere var det Robert Andersen og Carsten G. Larsen.
Ved sæsonafslutningsfesten blev Ajax–pokalen tildelt Kirsten Rydberg for hendes meget store arbejde for klubben som holdleder og redaktør af Ajax–bladet samt meget mere.
Ole Friis blev keglekonge ved at have væltet en kegle mere end Mogens Poulsen.
Svend Aage Madsen rundede de 70 år d. 18. august. X2 formand Bent Carstensen blev 70 år d. 5. dec.
I 2. div. Øst gik det ikke specielt godt, efter 8 kampe var vi nr. 8. I pokalturneringens 8.delsfinale vandt vi kneben over Ringsted. Semifinalen blev et slag med Gladsaxe/HG, sidstnævnte tog sejren 20–17 efter en meget spændende kamp.
KHF meldte uventet, at de ikke ville afholde juleturnering. Med hjælp fra Morgens Poulsen fik vi WANG Cup op at stå igen. Denne gang med fuldtidskampe og pengepræmier. Tre 1. div. klubber deltog og to 2. div. klubber samt svenske Vikingarna. Det blev Gladsaxe/HG der tog 1. præmien foran Virum-S.
Lilleputdrenge blev KM og vandt også Herning stævnet. Der var i alt 60 spillere i afdelingen, så den måtte deles i 2.
For første gang, og altså allerede andet år med piger, kunne vi stille hold i alle rækker bl.a. fordi vi var blevet fusioneret med KI. Et helt DY-hold kom til os fra Rødovre med træner Lene Nørgaard. De kom desværre så sent, at de ikke nåede at blive tilmeldt turneringen.
Den kommende sæson skulle både HY og HJ spille i Øst.
KI’s historie
Inden den endte sine dage i favnen på AJAX.
Der er i tidens løb indgået mange ægteskaber mellem KI’ere og Ajax’ere, men det mest betydningsfulde er vel nok det fornufts ægteskab, der blev indgået den 2. maj 1989 nemlig fusionen mellem KI og Ajax. Men hvem var det Ajax fusionerede med? Jo, det var en ældre dame. KI (Kvindelig Idrætsforening) blev stiftet den 21. maj 1906 af udbrydere fra K.K.G.
KI startede med at have gymnastik og svømning på programmet, og i begge idrætsgrene deltog man i De Olympiske Lege og var meget omtalt i pressen m.v. I 1920 ved OL i Antwerpen opnåede Stefani Fryland Clausen guldmedalje både i 5 og 10 m udspring og i London i 1948 fik Birthe Christophersen bronzemedalje også i udspring. KI kan også bryste sig med en europamester i tårnspring (Inge Beeken,1938) og 2 bronze (Birthe Christophersen, 1950).
Da håndbold spillet blev ”opfundet” fik Kl også hurtigt det på programmet, og lektor Poul Jørgensen førte KI frem til en af landets førende kvindelige håndboldklubber – KI var placeret blandt de bedste såvel i bredde som i styrke. Det blev til Danmarks mesterskaber i 1936, 1938, 1943, 1944, 1947, 1950 og 1954.
Da det første landshold blev sat i september 1947 til de nordiske mesterskaber besatte KI 6 ud af de 10 pladser, holdet dengang bestod af. Spillerne fra KI var Thora Barfoed, Else Bischoff, Gudrun Hansen, Karen Hansen, Birthe Lemberg og Iben Nielsen Skovby.
Da danmarksturneringen for damer blev oprettet i 1965/66 kom KI ikke med i 1. division, men i 1966/67 fik KI sin succestræner Arne Kristensen, HG og allerede efter første år, han trænede os, rykkede vi op i 1. division (67/68). 1967 var egentlig et skæbneår for KI. Gymnastikhøjskolen i Nørre Alle, hvor KI havde mange træningstimer, bl.a. seniortræningen for håndboldspillerne, opsagde alle lejemål, så seniorspillerne ingen steder havde at træne før Bavnehøj hallen blev indviet den 12. juni 1968.
Under Arne Kristensens ledelse levede vi i sæsonen 67/68 udelukkende af træningskampe mod fremmede klubber, specielt Hørsholm, som velvilligt hjalp os på denne måde. Og ved sammenhold og stor gæstfrihed fra vores træner og hans kone, som faktisk åbnede deres hjem for os, blev det netop i denne sæson til en 3. plads i 1. division (bronzemedaljer). Og så gentog vi succesen i 68/69, hvor vi igen opnåede bronzemedaljer .
KI var også med i landspokalturneringens finaler i både 1967 og 68, men tabte begge finalekampe på udebane henholdsvis mod FIF 14-11 og Glostrup IC 7-6.
Arne Kristensen måtte have en pause og i 1969/70 blev det kun til en 9. plads, og vi rykkede dermed ned i 2. division. Samtidig var strukturen blevet ændret i KI. I 1960erne var det begyndt af gå dårligt for tilgangen til foreningens gymnastikhold og senere også til svømmeholdene, kun håndbolden havde god tilslutning. Ved foreningens mangeårige (34 år) formand Ellen Poul Jørgensens død i marts 1969 var det kun repræsentanterne fra håndbolden, der ønskede at fortsætte foreningen. Således startede KI alene som håndboldklub, man var overbeviste om at kunne klare det rent økonomisk, og man vedgik arv og gæld. – Den økonomiske arv bestod af nogle obligationer, og disse var endnu i behold – bortset fra de udtrukne – da vi i 1989 fusionerede med Ajax – så medgiften var i orden.
Nogle dygtige piger blev ved generalforsamlingen i 1970 indvalgt i den nye bestyrelse. De kom med friske og nye ideer, og vi klarede de økonomiske skær fint frem til fusionen – de sidste år dog ved hjælp afkastet fra uddelingen af telefonbøger.
I 1972/73 vendte Arne Kristensen tilbage som træner i 3 år. Det blev igen til oprykning efter første år og vi befandt os i 1. division i de næste fire år. I 1976 var vi for 3. gang i landspokalfinalen, hvor vi i en meget spændende kamp i Svendborg Idrætshal tabte til Svendborg HK 11- 10 efter flere omkampe. Men i 1977/78 befandt KI sig igen i 2. division og nu begyndte derouten. Seks år i 2. division, tre år i 3. division og fra 1986/87 i Danmarksserien. Dog lykkedes det old girls at vinde Danmarksmesterskabet i 1983.
Det havde været svært for KI at skifte kvarter fra Nørre Alle til Bavnehøj hallen på Vesterbro. Det kneb med tilgang udefra. Klubben arbejdede meget på at få en stor ungdomsafdeling, da man var klar over, at dette var klubbens styrke fremover.
Vi havde dygtige ungdomstrænere blandt os, og her skal nævnes Birthe Larsen, Maj Britt Andersen og senere Lykke Frederiksen.
En håndboldklub kan føre mange gode oplevelser med sig udover at spille turnering på det hjemlige plan. Rejser til udlandet, samvær og hygge o.s.v. KI har gennem tiderne haft mange venskabsklubber. Tidligst i Stockholm og Oslo med mange genbesøg hos hinanden og et særligt bekendtskab er Neistin i Thorshavn. Venskabet stammer fra krigens tid 1940-45, da færinger var indefrosset i Danmark og mødte gæstfrihed hos bl.a. boldspillerne fra KI.
I 1948 blev det første gang til et visit i Thorshavn, der blev fulgt op med et nyt besøg der i 1955. Senere har vi besøgt Færøerne i 1973 og 1981. Især turen i 1973 er blevet uforglemmelig.
I august 1986, hvor KI fyldte 80 år, havde vi genvisit af Neistin. Mange KI’ere var med til at tilrettelægge opholdet her, der blev ydet en utrolig indsats fra medlemmernes side – et sammenhold i klubben, der var helt fantastisk.
KIs fødselsdag blev i øvrigt fejret med en stor fest i Sydvest medborgerhus, hvor 65 gæster deltog i den meget vellykkede fødselsdagfest, der varede til langt ud på natten. Dagen efter var der fødselsdagsstævne i Valby hallen, hvor spillerne fra 1., 2. og 3. holdet samt Old Girls mødte ”friske” op til kamp.
Spørgsmålet om sammenlægning med Ajax har flere gange været rejst, uden at der har været gehør herfor. Først da Ajax ændrede sine love, således at piger også kunne optages, blev KIs bestyrelse klar over, at det fremover ville blive svært at klare denne konkurrence, og at det også ville være uklogt – sammen kunne vi sikkert nå meget længere.
I 1988/89 begyndte så samarbejdet om en fusion, og ved Ajax og KIs generalforsamlinger i maj 1989 var betingelserne klar, og fusionen blev vedtaget af begge parter.
Således endte KIs historie.
1990
I marts blev en ny temadag afsat, denne gang med emnerne identitet, ledelse/organisation, sportslig strategi/ ambitions niveau, ungdomsafdeling, social liv eller mangel på samme.
Herrerne måtte gå den tunge gang ned i 3. division, efter en uhyre spændende afslutning hvor, vi blev 2. sidst og Rødovre 3. sidst med 16 point begge, men det var Rødovre der klarede frisag.
Et stort ønske om at få den tidligere landstræner Leif Mikkelsen ansat blev opfyldt. Det kunne vi bl.a. takke vore sponsorer for J.J. Johnsen Gruppen, Fugmann Elanlæg samt Steen Meisner fra Ren Service.
Damesenior havde fået tilgang og kunne stille med 3 senior hold. Træner Palle Burger slog fast at der manglede lidt mere kvalitet men at der nu var et fundament der kunne bygges videre på. 1. damer endte på 7. pladsen i Danmarksseriens kreds 8. Ny træner for damerne blev Kim Baden.
Ved sæsonafslutningen fik Jørgen Gulmark Ajax-pokalen for sit store og givtige arbejde som ungdomstræner. X3 formand Kristian Skovby rundede de 70 år d. 18. juli. Ligeledes rundede vor X6 formand Morten Petersen de 60 år d. 1. november. Leif og Inger Nielsen (Ajax/KI) fejrede guldbryllup d.15. september.
Leif Mikkelsen havde et indlæg i Ajax-bladet om Ajax – en talentfabrik. Han mente at mange af de talenter man opfostrede i Ajax var forkælede og manglede evnen og viljen til at forløse talentet.
Morten formand efterlyste mere socialt fælles aktiviter i klubhuset.
Herreholdet måtte efter sidste spilledag rykke ned i 3. div.
1. damesenior havde klaret sig fint og lå på en komfortabel 2. plads ved årsskiftet.
Puslingedrenge og lilleputdrenge blev KM.
Både HJ, HY og DY skulle spille i Øst. Lilleputpiger, HY og DY var i pokalfinalen, det var første gang, vi havde piger med der, og DY vandt.
1991
Henrik Fugmann som havde sin bedste sæson i 90/91 spillede sin kamp nr. 100 mod Stadion. Stadion var indledningen til 2. halvdel af turneringen og Ajax vandt 9 kampe ud af 10 og sikrede sig dermed tilbagevenden i 2. Div. Øst efter blot en sæson i 3. Div. Oprykningen skete så overbevisende at den var sikret fire kampe før afslutningen. Der blev sendt mange varme tanker til træner Leif Mikkelsen for hans store indflydelse på resultatet.
Damerne gik lidt ned i begyndelsen af året men fik rettet op på det og fik syv sejre sidst på sæsonen. De sikrede sig dermed adgang til oprykningsspil mod Holbæk. Desværre lykkedes det ikke at klare Holbæk.
Et udvalg fik formuleret en strategiplan for årene 1990–95:
Seniorafdelingen.
Vore 1. senior hold (damer/herrer) deltager i den bedste række med mulighed for at erobring af DM.
Vore sekunda hold skal have bedst mulige trænings- og turneringsforhold med det mål at opnå størst mulig trivsel i foreningen til understøttelse af vort motto ”Vort sammenhold er vor styrke”.
Ungdomsafdelingen.
I bredest muligt omfang at skabe interesse for håndboldspillets kunst.
At styrke vort sammenhold og kammeratskab yderligere.
At udvikle de talenter, der måtte komme, så vi altid er selvforsynende til vore elitehold.
Det er ligeledes vor målsætning at bibringe vore unge mennesker en livsholdning i sund balance mellem eliteidræt og socialt samvær.
Leif Nielsen fyldte 75 år d. 4. april og d. 26. blev Alf Grønmann Larsen 60 år.
Vor alle sammens Robert Bjørn Andersen modtog Ajax pokalen for være en rigtig Ajax´er. Han startede i ungdomsafdelingen, spillede et utal af 1. holds kampe i mange år, var tillige sponsor og var behjælpelig med at få træner Leif Mikkelsen til Ajax.
Ajax bladet fortæller, at 1. herresenior er et stort lazaret, men på trods af dette, fik man skrabet otte point sammen i de første otte kampe i 2. div. Øst
Juleturneringen blev afholdt for 16. gang nu, som Unibank-cup. Der var deltagelse med bl.a. Holte, Helsingør og Gladsaxe/HG. Det var en turnering over 2 dage. Vi spillede selv på finaledagen mod Holte og tabte 19–22. Holte vandt senere finalen over Helsingør med 27–24. Ajax havde spillet to rigtige gode kampe på førstedagen, hvor vi vandt over Gladsaxe/HG og Fredericia.
Lilleputpiger, bl.a. med Kia Hall, Ann Fie Heinz, Cathrine Horsted, Mia Larsen, Ninna Rydendahl og med Helge og Klaus Malberg som træner, blev KM uden at miste point i turneringen og DY blev også KM som nr. 5 i Østturneringen. Det var de første KM med pigehold. Derudover blev puslingedrenge KM og vandt også uofficielt DM. Vi var således nu også bedste klub i København på pigesiden.
Igen var ca. 60 spillere på en rigtig god sommerferietur til Portugal.
I pokalfinalen var lilleputdrenge, puslingepiger og puslingedrenge. Kun lilleputdrenge vandt.
1992
2. halvdel af turneringen for 1.herresenior blev lidt bedre, men holdet fandt aldrig den helt rigtige rytme grundet skader, men holdet endte på 6. plads.
Når turneringen så er færdig, begynder jagten nu på nye spillere og helst forbedringer. Her kunne vi sige goddag til landsholdspillere som Lars Gjøls Andersen og Søren Hansen tillige med Henrik Andersen. Dette skulle ruste Leif Mikkelsens hold til den nye turnering.
Steffen Andersen modtog Ajax pokalen for sin gode indsats for Ajax på 1. holdet, i bestyrelsen, holdleder for 3. hold, samt med at give en hjælpende hånd med hver gang han blev spurgt.
Et udvalg var nedsat til at føre Ajax videre som klubben i København med stor bredde, men også med en elite helt i top i Danmark.
På et ekstraordinær GF blev planen vedtaget og derved fik klubben navneforandring fra I.F. Ajax til Ajax København. Der blev lavet organisationsplan med udvalg der skulle tage sig af PR, sponsorer m.m.. Et nyt forretningsudvalg blev valgt og det blev: Morten Petersen formand, Janne Rothberg næstformand, Arne Andersen kasserer, Helge Bruus Jensen og Egon Jakobsen. Desuden indtrådte en fra sponsorerne. Det blev Erling Fugmann og en fra Københavns Borgerrepræsentation, Klaus Hansen. Udvalg for Herre, blev Carsten Grønmann. Dame udvalg: Birthe Grønmann. For klubhus: Jan Petersen. Klubhus regnskab: Henrik B. Andersen. Vi var stadig en idrætsklub, men med et begyndende tiltag af professionel islæt (virksomhed).
Ole Christensen blev interviewet i Ajax-bladet. Han startede i 1956 som drengespiller, rykkede op som senior, da Ajax vandt sit sidste mesterskab i 63/64. Han nåede 65 1. holdskampe inden han fik ødelagt sit knæ, hvorefter han via trænergerning blev dommer og nåede at bliver en meget anerkendt international håndbolddommer.
Ajax herrer vandt Copencup, det var en 10 års jubilæumsturnering med en præmiesum på 10.000 kr.. Holdet spillede også en kamp mod landsholdet og det blev en meget lige og flot kamp hvor Ajax tabte 26–25. Der var meget stærkt spil fra Morten Bjerre, Chr. Lønborg, Klaus Espersen, Lars Gjøls, samt målmand Søren Hansen.
Holdet fortsatte det gode spil i turneringen og vandt de første 6 kampe ud af 7, og der var tale om pæne sikre sejre i alle seks kampe. Morten Bjerre og Allan T. Rasmussen spillede på U-landsholdet.
Der blev atter afholdt juleturnering som Ajax selv vandt.
Kegleklubben fejrede 50 års fødselsdag og en sikker keglekonge blev Ove Ejlertsen.
Sven Bay og Valter Hagemand rundede de 60 år. Gamle koryfæer som Svend Aage Madsen og Bent Carstensen fejrede guldbryllup med deres koner Inger og Elly.
Puslingedrenge og puslingepiger blev KM.
Ugentlige klubaftener for ungdomspillere og forældre var blevet en succes, og det viste sig skulle holde i flere år.
En anden succes, nemlig med et weekendophold i Unneruplejren for de yngste afdelinger, blev prøvet for første gang. På denne tur blev der lavet alt andet end håndbold og det gav et godt sammenhold på tværs af køn og alder. Det var ikke sidste gang vi prøvede det.
Vi havde ikke mindre end 5 hold med i pokalfinalerne: puslingepiger, puslingedrenge, piger, drenge og HY. 3 hold vandt, puslingedrenge, piger og drenge. De to andre hold tabte først efter omkampe. Det var en præstation, der blev lagt mærke til.
1993
Ajax herrehold fortsatte de gode takter og vandt stort set alle sine kampe bortset fra dem mod Roar og et enkelt nederlag mere til Nyborg. Det blev til en sikker 2. plads og dermed adgang til kvalifikations turneringen om plads i 1. div.. Vi måtte endnu engang sande at Leif Mikkelsens disciplin m.m. har sat sine spor på resultaterne. Resultatet af kval. Kampene blev: Ajax–Ribe 30–21. Aalborg–Ajax 27–23. Ajax–Aalborg 23–25. Bjerringbro– Ajax 20–21. Ajax–Bjerringbro 26–16 og Ribe–Ajax 23–32.
Den sidste kamp mod Ribe der blev spillet d. 2. maj på vor 59. års fødselsdag, blev en fantastisk dag med et fantastisk tændt Ajax-hold, der midt i anden halvleg trak fra. Det var bl.a. med fem mål af unge Lasse Jakobsen der var med til at udklasserer Ribe. Ajax var tilbage i 1. div.. Der var ca. 50 Ajax’er med i bussen og der blev stablet en velkomstfest på benene. Ved Bavnehøj hallen stod der et par hundrede og ønskede holdet tillykke.
I pokalturneringen kom vi videre til 5. runde ved at slå Team Helsinge med 30–27.
Morten Bjerre debuterede på A-landsholdet mod Portugal i Sverige og det blev til pæne rosende ord fra pressen. Han var vor 1. landsholdspiller siden 1978.
Janne Rothberg og Kirsten Rydberg rundede begge 50 år og de var teamet der tog sig af det store arbejde med Ajax bladet i denne periode. Robert Bjørn Andersen fejrede sølvbryllup med sin Kirsten. Lars Gjøls blev gift dagen før kval. kampen med Ribe.
Grundet kval. kampene blev afslutningsfesten først skudt af ind i maj, men hvad gjorde det, når der virkelig var noget at fejre nemlig oprykningen til 1. div. Birthe Grønmann Larsen fik Ajax pokalen.
Birthe var en rigtig god KI’er og med fusionen med Ajax var hun med til at få det hele til at glide, og samtidig var hun en utrættelig træner for pigeholdene.
Ove Ejlertsen blev atter keglekonge med hele 37 flere kegler end Elvir på 2.pladsen
Vort anlæg, Bavnehøj Idrætsanlæg, fejrede 25 års jubilæum hvor vi selvfølgelig deltog med blomster til halinspektør Flemming og KI’s Anette Jensen.
Herrerne spillede en kamp mod landsholdet efter hjemkomsten fra en tur i Norge og resultatet blev et knebent nederlag på 23-20. Vi spillede ligeledes en kamp mod U-landsholdet som vi slog 34–28.
Jørgen Frandsen indvilligede i at gå aktivt ind i elitearbejdet og blev manager for herrernes 1. og 2. hold. Igen fik vi tilgang af nye spillere, bl.a. landsholdsanføreren Christian Stadil Hansen. Det var bemærket, at vi igen var en 1. div. Klub. Det blev planlagt at nogle af vore kampe igen skulle spilles i K.B. Hallen efter 24 års pause.
Damerne nåede kval-turneringen til 3. div. men tabte her til Lynge 14–8 efter at have fået 5 point i de første 3 kval. Kampe. På dame siden fik man tilgang af Pia Petersen.
Vor tidligere 1. holdspiller Ole Christensen, der dannede dommerpar i mange år med Per Godsk Jørgensen, blev ved det Internationale Håndbolds Forbunds dommerchef hædret og overrakt IHFs diplom som tak for en enestående international dommerindsats, der nu var afsluttet.
Puslingedrenge blev KM, puslingepiger blev KM og vinder af uofficielt DM i Hvidovre og piger blev KM.
Fire hold, ca. 50 spillere og ledere var i Prag i påsken. Pigeholdet vandt stævnet ret sikkert. I øvrigt var der gang i mange ting, som efterhånden var blevet eller blev traditioner. Vi var igen i Unneruplejren, der var ugentlige hyggeaftener i klubhuset, bankospil, grillaftener, loppemarked arrangeret af AUV, forældre håndboldstævne m.m.. Og så arrangerede vi det år aktivitetsstævne og den første skoleturnering for de lokale skoler. Der var gang i klubben og i lokalområdet.
I Pokalturneringen havde vi tre hold med, alle tre hold vandt. Det var puslingedrenge, piger og drenge. Vi gjorde os igen godt bemærket på banen og udenfor med gode heppekor. Men Ekstrabladet, som jo var arrangør og derfor den eneste avis, der skrev om denne turnering havde ikke lagt mærke til os endnu. Selv om vi nu i flere år havde været den bedste klub, var det hver gang de andre klubber der løb med omtalen.
1994
Dameholdet har igennem hele sæsonen ligget i en klar oprykningsposition og holdet skrev således også historie ved at sikre sig oprykningen til 3. div. ved at vinde over KH/ØHK med 21–10. Det var endda to runder før turneringsafslutningen. Der blev sagt at champagnen flød i stride strømme i omklædningsrummet så det var lige før, det var det der kom ud af bruserne, hvor der blev badet med tøj på af træner Lene Nørgaard m.m..
Herreholdet opnåede i sin 1. sæson efter oprykningen til 1. div. at slå Virum/S. med 26–21, samtidig med at VRI slog AGF. Bavnehøj hallen var ved at vælte i begejstring. Dette betød at Ajax kom i slutspillet.
I kvartfinalerne mødte vi Kolding. Vi spillede først ude i Kolding, vi havde en meget lige og spændende kamp, men Kolding løb fra os i de sidste minutter og vi tabte 26–30. I retur opgøret i Bavnehøj hallen, var kampen uhyre spændende hele vejen igennem. Kampen blev nok afgjort ved at Morten Bjerre fik sit 3. udvisning og dermed diskvalifikation, så Kolding hev sejren hjem med 24–23. Men det var en flot sæson og træner Leif Mikkelsen kunne tage afsked med os efter en rigtig god periode.
Ajax formand Morten Petersen fejrede 25 års jubilæum dette år. Han blev interviewet en hel time til Ajax bladet om hele hans håndbold karriere, der begyndte i Ulse på en pløjemark.
Det var også året hvor vi skulle fejre vor 60 års fødselsdag. Der blev holdt en reception d. 2. maj i klubhuset og en fest samme sted d. 7. maj med stor succes. Under festen hædrede vor æresmedlem og medstifter Leif Nielsen, Morten Petersen med titlen æresmedlem for hans enorme store indsats for Ajax. Ved festen deltog medstifterne Egon Rasmussen, Børge Brygger og Mogens Hertz og vor tidligere formand Bent Carstensen var toast master.
I forbindelse med 60 års jubilæet udgav vi et hæfte hvor alle formændene gennem tiden, beskrev deres tid som formænd i klubben. Da Bay Nielsen ikke levede blev hans periode skrevet af hans søn Sven og Leif Nielsen der var i bestyrelsen i det tidsrum.
Den gamle garde fejrede runde fødselsdage. Det var Svend Aage Madsen, Bent Stump Jakobsen og Bent Carstensen der blev 75 år. Werner Duekjær blev 70. Jørgen Hindsholm og Birte Grønmann Larsen 60 år og vor medstifter Egon Rasmussen rundede de 80 år.
Den 20. juni mistede vi Werner Block der kun blev 59 år. Han havde i mere end 40 år været medlem, som ungdoms-, 1. holds- og old boysspiller, havde været bestyrelsesmedlem i mange år, opkrævet kontingent og været regnskabsfører for klubhuset. Han var aktiv i kegleklubben, en rigtig Ajax’er.
Ny keglekonge blev Elvir Persson der slog Ove Ejlertsen i en hård opløbskamp.
Fugmann fik igennem AUV sat et bankospil i gang det gav lidt ekstra indtægt.
Med vor nye træner Niels Møller startede 1. div. holdet fint ud med at slå Århus KFUM med hele 31–22. Med et par spillende kampe ind i 2. runde af turneringen lå vi på en 6. plads.
Vort julestævne blev atter en succes, det var 20. gang. De deltagende hold var Gladsaxe/HG og FIF fra 2. div. og fra 1. div. var det Roar, Helsingør, Holte og os selv. Vi var så ubeskedne at vinde turneringen selv og de 6.000 kr. der var præmien ved at slå Gladsaxe/HG i finalen med 35–23.
Christian Stadil rundede de 100 landskampe, medens han spillede for os og det var første gang at vi i Ajax fik en spiller i klub 100 og så var han tillige anfører.
For damerne var kampen mod Kvik-Humlebæk historisk, idet det var holdets første divisionskamp i Ajax. Det blev til en flot sejr på 20–16.
Ungdomsafdelingen havde fire hold som holdt en uges sommerferie i Wittingen og deltog i et sommerstævne der. Vi vandt næsten alt, hvad der var værd at vinde.
Igen deltog vi med tre hold i pokalfinalerne, men ingen hold vandt.
Som noget nyt indførtes der dette år en sportsulykkeforsikring for alle medlemmer.