PRESSEMEDDELELSE – København, d. 4/5-2017
Det er med stor glæde, at vi i dag kan offentliggøre, at vores venstre back, Oliver Pedersen, har forlænget sin kontrakt med AJAX København frem til 30.06.2019.
Sportschef Ole Christensen udtaler:
– Da Oliver sidste år skiftede fra HIK til AJAX København, var det en spiller vi havde store forventninger til, og som til fulde indfriede disse. Desværre blev den nu afsluttede sæson afbrudt midtvejs pga. en skade i højre skulder – en skade som medførte operation og pause fra håndboldspillet.
– Sammen med sundhedsstaben er Oliver nu nået så langt, at han så småt er begyndt igen at deltage i vores træning og vores forventning er, at Oliver er fuld kampklar igen, når den nye sæson begynder.
– Vi er glade for, at vi har lagt endnu et år på kontrakten således, at Oliver nu vil være i AJAX København frem til 30.06.2019
Oliver udtaler:
– Jeg er rigtig glad for, at jeg sammen med klubben kunne blive enige om en forlængelse af min kontrakt med yderligere 1 år.
– Jeg har fra dag 1 følt, at mit skifte til AJAX København var det helt rigtige for mig, og at det er her, at jeg for alvor kan udvikle mig som håndboldspiller. Den vision og det set-up der er om holdet og klubben, samt den plan der er lagt mod ligaen i 2020, virker som det helt rigtige og ja; København mangler et herrehold i Håndboldligaen.
– Jeg er dog ked af, at min sæson blev afbrudt af min skade, men min pause fra håndboldbanen har bare skærpet lysten endnu mere til igen at deltage der hvor det er rigtig sjovt; nemlig på banen.
Cheftræner Torben Nielsen udtaler:
– Oliver fik hele anden halvdel af sidste sæson spoleret af en drilsk skulderskade, men han nåede adskillige gange i første halvdel at vise sit store potentiale til alle på og omkring holdet, og det er derfor glædeligt, at klubben er blevet enig med ham om en forlængelse for de kommende sæsoner.
– Oliver er en typisk skytte, som har et godt skud fra distancen, men stille og roligt blev han bedre og bedre forsvarsmæssigt, ligesom han er blevet bedre i vurderingerne i angrebet.
– Jeg har store forventninger til, at Oliver kommer tilbage fra sin skade i en rigtig god fysisk form, og så er jeg ikke i tvivl om, at han kan blive en af 1. Divisions bedste venstre backs i den kommende sæson. Potentialet er der i hvert fald og jeg glæder mig til, at se ham i AJAX-trøjen de kommende sæsoner.
Yderligere oplysninger kan fås af sportschef Ole Christensen, mobil: 29 66 59 90