Team Vesthimmerland – AJAX København 26-29 (11-14)
En vigtig udekamp blev vundet i weekenden, da vi tog på en lang, regnfuld og vindblæst tur til Vesthimmerland for at møde de lokale helte. Og lad det være sagt med det samme, at vi vandt kampen fortjent efter en koncentreret og til tider ganske pænt spillet kamp, hvor det virkede som om, at spillerne havde forstået alvoren, og var meget klar.
Vigtigheden af kampen var selvfølgelig en faktor, men samtidig havde vi lidt små skavanker og sygdom op til kampen, som bevirkede at vi manglede et par spillere, men heldigvis fik det ingen indflydelse. Fra starten af kampen stod forsvaret og Anders Dilling i målet rigtig fint, og hurtigt var vi foran med 5-2, og den føring holdt vi hele vejen gennem første halvleg. En halvleg, hvor forsvarets midterakse stod solidt, og vi fik sat god fart i kontrafasen.
Der blev også spillet tålmodigt i angrebet, og dette bevirkede, at vi kom frem til mange fine chancer og vi kunne gå til pausen foran 14-11.
Anden halvleg startede med to scoringer til Vesthimmerland, men stille og roligt fandt vi samme rytme som i første halvleg, og med en solid defensiv, kom vi foran med 23-18 med 12-13 minutter igen. Men tre (!) udvisninger i træk, som betød at vi på et tidspunkt spillede 3 mod 6, gjorde at stillingen med 9 min igen var 21-23..
Spillerne bevarede dog hovedet koldt og vi gik til 21-27 og kampen var afgjort. Lidt brændte chancer til sidst gjorde, at vi “kun” vandt 29-26.
Det var en god sejr, en vigtig sejr, MEN vi skal op på mindst samme niveau på alle parametre, hvis vi skal hive to point med hjem fra Skovbakken på lørdag. Her venter endnu en meget svær og vigtig udekamp, og vi har revanche til gode efter nederlag i sæsonens allerførste kamp.
Torben Nielsen, træner