HS1: Spændende kamp i vente mod et ungt mandskab

9. februar 2017

AJAX København – Korsør Slagelse Elitehåndbold, d. 10/2-2017 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV

Sidste hjemmekamp bød på en rigtig god oplevelse, hvor vi spillede en rigtig god gang håndbold, da Lemvig var på besøg. Vi endte her med en tiltrængt sejr, og vi håber på en gentagelse i fredagens kamp, hvor vi tager imod et spændende ungt hold fra Korsør, som selvfølgelig har haft det svært i deres første sæson i 1. Division, og som lige nu indtager 14. pladsen i rækken, men med blot 1 point op til en plads væk fra den direkte nedrykning, så vi kommer helt sikkert til at møde et hold, som vil kæmpe med alt hvad de har lært for at hente sejren i Bavnehøj Arena.

Korsør er et hold som går til hver eneste opgave og spiller deres chance fuldt ud, lige meget hvor de spiller henne. -Og selvom vi godt ved, at på hjemmebanen i Bavnehøj er vi favoritter i aftenens kamp, som vi selvfølgelig vil gøre alt for at vinde, så har vi stor respekt for et Korsør-mandskab, som i mange kampe har presset deres modstander – både ude og hjemme – og hvor resultatet af deres kampe ind i mellem er lidt misvisende i forhold til kampenes forløb.

Vi skal selv udvise samme indstilling og vildskab, som i seneste hjemmekamp, hvor rigtig mange ting lykkedes, og jeg synes vi efterhånden er ved at komme i gear igen rent spillemæssigt, og selvom kynismen har haltet lidt i de seneste udekampe, så har vi haft en rigtig god moral og energi, som vi skal fortsætte med fredag, således at vi forhåbentlig kan sætte os på begivenhederne og ikke blive overrasket over de modtræk, som Korsør helt sikkert vil finde frem, såfremt de ikke lykkedes med deres plan for kampen.

Sidste gang vi mødte Korsør var en meget underlig kamp, hvor ingen af holdene rigtigt formåede at åbne modstandernes forsvar, og kampen endte med de meget usædvanlige cifre: 20-12 til os, efter en generelt halv dårlig håndboldkamp, men det var også en kamp, hvor vi var meget koncentrerede i vores forsvarsspil og meget disciplinerede i vores returløb, og ingen tvivl om, at disse ting også i fredagens kamp bliver én af nøglerne til succes for os.

Rigtig god kamp til et forhåbentlig stort og veloplagt publikum i Bavnehøj Arena!

Torben Nielsen, træner.
Torben