AJAX København – Team Sydhavsøerne, 11/03-2016 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV
Fredagens kamp er endnu en meget vanskelig én af slagsen, idet modstanderne fra TSØ må siges at være kommet særdeles godt “tilbage” her i 2016. Efter en mindre god første halvdel af sæsonen, og med masser af profiler på holdet, som stille og roligt er ved at finde hinanden, så står vi overfor en hård modstander, som virkelig kan spille både flot, hurtigt og seværdigt håndbold, som vi forhåbentlig er klar til at kunne modstå.
En kamp varer 60 minutter, og der er for vores vedkommende ikke råd til kun at være klar i 45-50 min, for så bliver vi straffet mod alle modstandere. Så vi skal ud og give alt hvad vi kan, for at skabe overraskelsen og hente 2 point til den sparsomme konto, som heldigvis blev lidt større i vores seneste hjemmekamp mod Køge.
Vi viste flot håndbold mod Køge – med god energi på og udenfor banen -, og vi kan ganske enkelt ikke tillade os andet, såfremt vi vil gøre os håb om overlevelse i rækken.
Det var to vigtige og dejlige point mod Køge, men der er stadig en stort stykke arbejde endnu, og forhåbentlig er vi klar til det igen fredag, og så må vi se, hvad måltavlen viser, når kampen er overstået.
Det er også rart, at vi har fået de sidste skadede spillere med, og det virker som om, at den “sult” som de kommer med, er smittende på de øvrige, ligesom der naturligvis er flere spillere at fordele opgaverne på, hvilket altid er rart som hold, at kunne fordele spilletid, ressourcer og ansvar lidt bedre. Disse spillere er selvfølgelig rustne i selve spillet, ligesom timingen naturligvis ikke sidder som den skal i forhold til de øvrige – men energi, lyst og vilje kan forhåbentlig opveje for disse mangler.
Vi glæder os til fredagens kamp, hvor vi helt sikkert får brug for et engageret og medlevende publikum, for det kommer der som altid fra TSØ, og netop kampene mod TSØ plejer at være forbundet med stemning og larm i hallen, så det håber vi sker igen fredag aften!