Pressemeddelelse – AJAX København – København den 23. juni 2015
Det er med stor glæde, at vi i AJAX København i dag kan offentliggøre, at vi til den kommende sæson har indgået aftaler med vores to kommende målmænd.
Fra TMS Ringsted kommer Mathias Olsson, og fra Nordsjælland Håndbold kommer Anders Dilling.
Sportschef Ole Christensen udtaler om aftalerne:
– Vi er i AJAX København rigtig glade for, at det er lykkedes at indgå aftaler med både Mathias Olsson og Anders Dilling. Det er to målmænd, som – trods deres unge alder – begge har været med i mange år i både håndboldligaen og 1. division.
– 28-årige Mathias startede sin håndboldkarriere i Frederiksberg-klubberne FIF og Ydun. Efterfølgende skiftede han til FCK Håndbold, inden turen fortsatte til TMS Ringsted. Mathias er kendetegnet ved et højt bundniveau, og hans rutine er ikke at fornægte. I vores indbyrdes opgør mod TMS Ringsted har Mathias ofte været en stærk sidste skanse, og en som forstår at lukke af, når det gælder.
– Anders er 25 år og en god gammel kending i AJAX København. Og det mener vi ganske positivt, idet Anders frem til sæsonen 2010/2011 netop var målmand i AJAX København, inden turen gik nordpå mod Nordsjælland Håndbold, hvor han har spillet indtil nu. Anders var i den forgangne sæson med til, at Nordsjælland Håndbold rykkede op i Håndboldligaen. Anders er en rolig type mellem stængerne og er god til, at læse, hvor skuddet falder. Også for Anders gælder, at bundniveauet er højt.
Mathias Olsson udtaler om aftalen:
– Som københavner har det altid været mit ønske at komme til at spille for AJAX København. Jeg kender klubben, den sportslige ledelse og klubbens værdier og ved, at jeg kommer til en klub, hvor mine ønsker og mine ambitioner kan udleves. Der er et super træningsmiljø i klubben. Jeg kender klubbens træner, Torben Nielsen, fra vores fælles fortid i TMS Ringsted og ved, at der er stor fokus på, at alle giver sig fuldt ud, men at der også er tid og rum til, at holdet kan være sociale sammen.
– Jeg glæder mig til at trække AJAX-trøjen på og være med til det spændende projekt, der er i gang i AJAX.
Anders Dilling udtaler om aftalen:
– Jeg kender klubben rigtig godt og har ofte, i de år jeg var i Nordsjælland Håndbold, tænkt tilbage på den kultur, der er i AJAX. AJAX København er en kulturbærende klub, hvor der er plads til alle fra ung til gammel og fra stor til lille, og hvor træningsmiljøet er godt. Det tiltaler mig rigtig meget. Som person elsker jeg at få det maksimale ud af mig selv. Som håndboldspiller skal man være resultatorienteret, men jeg er synes også om processen bag. Jeg kan rigtig godt lide at træne, og min ambition og mit håb er at være med til at genrejse AJAX København som en af landets bedste klubber.
Jeg kan afslutningsvis oplyse, at vi over de kommende uger vil komme med yderligere pressemeddelelser om flere spillere, som skal være med til at skabe fundamentet til et godt og stærkt hold, slutter sportschef Ole Christensen.
Yderligere oplysninger:
Ole Christensen, mobil 2966 5990