Ny cheftræner for Ligakvinderne på plads

4. januar 2021

Vi kan i Ajax København med stor glæde offentliggøre, at Rasmus Rygaard Poulsen, fra kommende sæson overtager rollen som cheftræner for Ajax Ligakvinder.
Rasmus er 34 år gammel, uddannet idrætspædagog og har 15års erfaring som håndboldtræner, hvoraf de seneste 11år har været på fuld tid.
I 2016 bestod Rasmus sin EHF Master Coach, hvilket er den højest mulige træneruddannelse i håndbolden. Samme år, var Rasmus som assistenttræner i rumænske CSM Bucureşti med til at vinde Champions League.
Udover et CV der altså både rummer Master Coach uddannelse og en Champions League titel, har Rasmus fortid i både Viborg HK, Team Tvis Holstebro, og som ungdomslandstræner i det Slovakiske Håndboldforbund.
Rasmus kommer til Ajax København efter de seneste tre år at have stået i spidsen for det traditionsrige svenske ligahold, Skövde HF.

Vi har naturligvis taget en snak med Ligakvindernes kommende cheftræner, og spurgt hvad han ser mest frem til ved at blive del af Ajax København:
Jeg ser frem til at komme tilbage til Danmark efter en del år i udlandet og udfordringen i at skulle overtage et hold der efter flere flotte sæsoner har cementeret deres plads i ligaen. Jeg glæder mig til at blive en del af et super spændende setup i hele Ajax København og på Ajax København Sportsgymnasium”.

Udover at Rasmus skal stå i spidsen for Ligakvinderne, bliver han også en integreret del af både de ældste årgange i ungdomsafdelingen, og på Ajax København Sportsgymnasium. Rasmus kommer derved til at være en gennemgående figur i klubbens talentudvikling. Rasmus bliver tilknyttet som træner på klubbens U17 årgang, med et særligt fokus på de yngste U17spillere, samtidig med at han skal være træner på vores sportsgymnasium. På den måde, får vi involveret cheftræneren for Ligakvinderne i hele talentudviklingsprocessen.
Om rollen som både cheftræner, samt en væsentlig del af klubbens talentudvikling siger Rasmus således:
Der er ingen tvivl om, at det at skulle forsætte den positive udvikling for Ligakvinderne bliver en udfordring, men det er noget jeg virkelig ser frem til. Det at skulle arbejde med det høje niveau på holdet samt niveauet i Ligaen er meget motiverende.
Jeg synes det er super interessant at blive involveret i ungdomsafdelingen, da Ajax har været med til at udvikle flere spillere til national elite – hvilket jeg håber vi kan forsætte med.
Ajax København Sportsgymnasium bliver ligeledes enormt spændene at få lov til at blive en del af og være med til at udvikle yderligere, da det stadig kun er på sit første år, men jeg ser virkelig en stor fremtid for AKS! Jeg er virkelig taknemmelig for at få lov til, at blive en del af alle tre områder.

Vi har naturligvis også bedt Rasmus om at beskrive sig selv og hvad vi kan forvente at han bringer til klubben, således at vi alle sammen har en mulighed at lære ham lidt at kende allerede nu:
Som person er jeg meget stille og rolig, men som træner kan pulsen måske godt komme lidt højere op.
Jeg elsker arbejdet med at udvikle folk, jeg brænder for det jeg laver.
Jeg har en hel del erfaring fra udlandet, hvor man måske gør tingene lidt anderledes, så jeg kan kaste lidt nyt lys over tingene og få folk til tænke i lidt andre baner end normalt. Jeg har store ambitioner for mig selv og dem jeg arbejder med. Jeg tør at tænke stort og sigte højt, så kan det godt være at det ikke altid lykkedes – men hellere det, end at man ikke har forsøgt.

Direktør for Ajax Ligakvinder, Mathias Berg, siger således om tilknytningen af Rasmus som kommende cheftræner for holdet:
Jeg er meget tilfreds med at vi får tilknyttet Rasmus til Ajax København. Rasmus kommer med en masse af erfaring fra både ind- og udland, som jeg er helt sikker på at vi nok skal få masser af gavn af.
Jeg er meget stolt over den udvikling vi er i som klub, og jeg er helt sikker på at Rasmus kan bidrage til, at vi yderligere tager skridt i den rigtige retning.
Det at vi nu får tilknyttet en træner der skal være i Ajax på fuld tid, og på den måde også bliver engageret ned gennem ungdomsafdelingen OG på vores sportsgymnasium, er jeg helt vildt begejstret for. Rasmus kommer med et internationalt udsyn, og kan udfordre og udvikle vores tilgange til talentudviklingen.
Jeg er på alle måder en glad mand
!”

Vi glæder os til at tage imod Rasmus efter denne sæson, og indtil da ønskes han held og lykke med resten af sæsonen i Skövde.

Spørgsmål eller lign. kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mb@ajax.dk