Pressemeddelelse fra AJAX København: Ny Cheftræner fra 1/7 2014
Det er med stor glæde, at vi fredag kunne offentliggøre at vi har indgået en aftale med Torben Nielsen, som fra d. 1/7 2014 indtræder som ny cheftræner for AJAX Københavns 1. herrer.
Torben kommer fra en stilling som cheftræner i ligaklubben TMS Ringsted, hvor han har været siden oktober 2011 – efter han dengang, stoppede i AJAX København som assisterende træner.
Torben er en dygtig og vellidt træner og har som merit bl.a. ført TMS Ringsted op fra 1. division til Håndboldligaen. Torben er en træner som vi har fulgt siden han forlod AJAX og for os er det et scoop, at det er lykkedes at hente ham tilbage til AJAX København og Bavnehøj Arena.
Søren Ole Nielsen trak i cheftrænertrøjen da vi, allerede tidligt i indeværende sæson, pludselig stod uden cheftræner og Søren har udført arbejdet med stort engagement og loyalitet, hvilket vi har været rigtig glade for – og som Søren fortjener stor ros for. Vi ser meget gerne, at Søren fortsætter i AJAX København, hvilket vi p. t. er i dialog omkring.
Torben er 44 år og var i perioden 2007 – 2011 assisterende træner i AJAX København og spillede selv i perioden 1996 – 1998 som venstre back for 1. herrer i AJAX København.
Yderligere spørgsmål kan rettes til:
Direktør Jannik Hansen, mobil 23 72 34 60
Sportschef Ole Christensen, mobil 29 66 59 90
Tiltrædende cheftræner Torben Nielsen, mobil 23 32 12 11