Optakt: HIK – AJAX København – Svær udekamp venter

14. september 2015

Tirsdag aften skal vi en tur til Maglegårdshallen, hvor HIK venter, i det som uden tvivl bliver en meget svær opgave for vores nye hold.

HIK spiller altid gode kampe hjemme i deres intime hal, og der er ingen tvivl om, at hvis vi ikke er klar i alle 60 minutter, så skal vi ikke forvente, at få noget med hjem fra Hellerup. Men, forventningen er helt klart, at vi er forberedt på det tryk, som HIK helt sikkert vil forsøge at sætte på os fra starten.

Vi har fortsat fokus på os selv, da vi har meget at arbejde med og vi arbejder stille og roligt på at optimere i alle faser, men vi har da noteret os de profiler som HIK har på deres hold, og blandt andet, at får vi ikke skudt hul på vores “gamle” målmand, Jacob Krupsdal, så kan det godt blive en endnu sværere kamp for os.

Der er heller ingen tvivl om, at rækken i år er meget mere åben end tidligere – som det også ses på resultaterne i denne runde – og de såkaldte forhåndfavoritter ikke bare uden videre vinder kampene, men at alle hold går benhårdt efter sejr i hver kamp, hvilket vi på alle måder selv fik at mærke i vores første kamp mod Skovbakken, hvor vi slet ikke nåede det spillemæssige niveau, som holdet er i besiddelse af.

Vi skal revancere os, og det skal gøres med en sejr i HIK, som senest tabte ude i Lemvig, men hvor resultatet slet ikke gav det reelle billede af en tæt kamp, som først blev endelig afgjort til sidst, og jeg tror vi kan vente en tæt og spændende kamp, som formentlig først finder sin afgørelse indenfor de sidste minutter.

HIK – AJAX København

Tirsdag den 15. september kl. 19.30

Maglegårdshallen

Bregnegårdsvej 25, 2900 Hellerup

 

Torben Nielsen, træner.

Torben Nielsen