HTH Go-Ligaen:
AJAX København – København Håndbold, d. 8/11-2017 kl. 18.30
1. Division Herrer:
AJAX København – Skive fH, d. 8/11-2017 kl. 21.00
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.
I aften skal AJAX Københavns Liga-Damer og 1. Division Herrer begge i aktion i to spændende opgør.
Damerne tager først imod København Håndbold i et vaske ægte lokalopgør om København, hvis man altså regner Frederiksberg med som en del af København 😉
AJAX kommer til kampen uden en sejr i denne sæson, mens København Håndbold kommer fra en frisk sejr i lørdags over Team Esbjerg i en tæt kamp – så der er vidst ingen tvivl om, hvem der er favoritter i denne kamp.
Dog er der god stemning i truppen, og pigerne tror helt sikkert på, at de kan drille storesøstrene fra København Håndbold, og så må vi se om det rækker til point.
Cheftræner, Dennis Bo Jensen, siger om kampen:
“Vi tager i aften imod vores bysbørn fra København Håndbold. København har et stærkt koncept og er stærkt styret af Mia Rej, flot flankeret af de tre svenske landsholdsspillere: Jenny Alm, Johanna Bundsen og Hanna Blomstrand. For os handler det igen om at vise, at vi rykker os i den rigtige retning og får lagt yderligere på vores spil.
Vi forventer fulde tribuner, så vi opfordrer alle til at komme i god tid, og gerne på gå-ben, cykel eller offentlig transport, da der desværre ikke er ledige parkeringspladser ved hallen.”
Har du ikke mulighed for at komme i hallen i aften, så kan denne kamp ses på TV2 Sport fra kl. 18.30.
Efterfølgende skal Herrerne i aktion mod Skive fH med kampstart kl. 21.00, som med ét point færre ligger lige under AJAX i tabellen.
Cheftræner, Torben Nielsen, udtaler følgende om kampen:
“Vi håber naturligvis, at rigtig mange tilskuere møder op til denne sene forestilling, efter damernes lokalopgør mod København, og jeg tror, der bliver fart over feltet, og ingen tvivl om, at vi trods tidspunktet er nød til at være helt friske, hvis vi skal have de 2 point til at blive i København.
Skive spiller underholdende, hurtigt angrebsspil, hvor der er mange strenge at spille på, og vi skal i den grad være klar til at kunne modstå deres tryk ligesom vi skal åbne deres forsvar med tålmodigt og bevægeligt angrebsspil, hvor vi spiller direkte og formår at udnytte de muligheder, som vil opstå i kampen.
Det handler meget om kynisme, og det formåede vi ikke at være i tilstrækkelig grad i lørdags mod Frederikshavn. Men spillerne er opsatte på at revanchere sig efter en sløj indsats i det nordjyske, og det skal gøres med en kamp, hvor indstillingen, fighten og energien er helt i top, og hvor vi skal kæmpe om hver eneste lille stykke af banen, og så er vi sikre på, at spillet ligeledes nok skal følge med, således at vi kan levere en rigtig god kamp.
Vi glæder os i hvert fald rigtig meget!“