På Ajax København Sportsgymnasium går det godt

Det første år på AKS lakker mod enden, hvorfor vi både kigger tilbage på året der er gået, men også ser frem mod opstarten af årgang 2 på Københavns eneste sportsgymnasium.

I august 2020 slog vi dørene op for vores første årgang på Ajax København Sportsgymnasium, og vi kunne vel næppe have ramt et dårligere tidspunkt at skulle søsætte et helt nyt projekt med idræt og skole som omdrejningspunkt. Ikke desto mindre, startede den første årgang bestående af 49 basketball- og håndboldspillere på Københavns åbne Gymnasium og i Ajax København, og sikke et år det har været.
Om end, at COVID-19 i den grad har sat sit præg på vores sportsgymnasiums første leveår, har vi fået det bedste ud af det, på trods af alle de besværligheder som den globale pandemi og nedlukningerne har medført.

Vi kunne sagtens have drømt om et år, der havde været meget anderledes, end det vi har haft. Men alle vores ledere, trænere og lærerne, har gjort alt hvad de kunne, for at også dette første år på Ajax København Sportsgymnasium blev en succes.

Mogens Weis, der er linjeleder på håndbold-afdelingen, siger således om AKS’ første år:

Det har været helt fantastisk at starte dette projekt op. Vi har mødt opbakning hele vejen rundt. Fra Københavns åbne Gymnasium, samarbejdspartnere, fra Ajax København og alle mennesker der er engageret i klubben – og ikke mindst fra de trænere og ledere der har været helt tæt på hele opstarten.
I den Coronatid vi har haft, har det været alt afgørende for at få sat gang i AKS.

Selvom vi var ramt af Corona-nedlukninger hen over efteråret, har vi haft nogle helt fantastiske morgentræninger på AKS. Det var dejligt at mærke hvad der sker, når vi samler alle håndboldspillere og basketballspillere i Valbyhallen til træning. Det en fed stemning der skabes, hvor spillernes sult efter at blive gode virkelig kan mærkes.

Specielt trænerne har været formidable til at holde hjulene i gang under vinterens nedlukning. Der har været virtuelle træninger og lifeskillkurser, som har været virkelig gode. Vi kan tydelig se at AKS-spillerne kommer ud af nedlukningerne i en fin form. De er helt klar til at spille basketball og håndbold.

Interessen for AKS hen over vinteren har været overvældende. Vi har fået 61 nye AKS-elever, som starter til sommer. Vi har alle de nye AKS-elever samlet virtuelt nu her op til sommerferien. Derudover er de AKS-elever, som har mulighed for det, er allerede begyndt at træne med deres klubhold i Ajax København.
Vi glæder os til de sidste af de nye elever lander på AKS til august!

Samtidig ønsker vi tre af vores AKS-elever held og lykke med deres videre færd ud som seniorspillere. Det har været fantastisk at have tre afgangselever på AKS, som har kunnet hjælpe med at vise vejen for de lidt yngre spillere.

 

I takt med, at det første år på Ajax København Sportsgymnasium går på hæld, og vi kigger nu frem mod opstarten af årgang 2. Udover hele tiden at forsøge at optimere rammerne omkring AKS, har vi forud for næste år, også udvidet tilbuddet, og fået en linje for pige-basketball. Samtidig er vores sportsgymnasium, allerede efter år et, blevet anerkendt som særlig uddannelsespartner for Dansk Basketball Forbund – dem er der kun tre af!
Noget tyder altså på, at vi med alle de udfordringer det første leveår har budt på, stadig har formået at skabe et spændende og attraktivt tilbud.

På årgang 2 af AKS starter nemlig 61 nye elever, fordelt på basketball og håndbold. Vi har altså et øget antal af ansøgere og elever, og selvom vi stadig er i ’den spæde opstart’, begynder vi at kunne se hvor meget potentiale vores Sportsgymnasium har.

Linjeleder på basketball-afdelingen, Jesper Winther Sørensen, siger således om år 2 og fremtidsperspektivet på AKS:
Fremtiden for AKS ser lys ud. På trods af en meget hård start pga. pandemien, er vi lykkedes med at bygge en meget stor del af det miljø og de fysiske faciliteter, der skal danne rammerne om vores fremtidige talentudvikling. Vi har etableret styrketræning på KG med nyt og lækkert udstyr, Valbyhallen bliver netop nu renoveret og vores fysiske testcenter er fuldt udrustet og klar til at blive taget i brug.

Vi glæder os til at kunne udvikle AKS i de nye flotte omgivelser. Også på det administrative og organisatoriske plan er der blevet arbejdet hårdt på at forbedre og optimere vores arbejdsgange. Alle processer har været besværliggjort af skiftende op- og nedlukninger, men faktum er, at vi kommer ud af år 1 som godkendt folkeoplysende forening og en hel del klogere på, hvad det kræver at drive og udvikle et ambitiøst sportsgymnasium i København.
I denne sammenhæng skal der lyde en kæmpe tak, ikke blot til KG for deres fantastiske indsats og velvillighed over for projektet, men også til Ajax København og deres ansatte og frivillige, der har leveret en helt uundværlig indsats i opstarten af AKS. Det er gået enormt stærkt, måske specielt for basketball-afdelingen. Der var ikke mange, der for to år siden havde forestillet sig, at Ajax København skulle være involveret i basketball, men nu har vi både drenge og piger i landets bedste u19-række og tilmed et hold i Dameligaen forankret på AKS. Det er vildt imponerende, at vi på så kort tid er lykkedes med at blive en størrelse, der eksisterer i basketballfolkets bevidsthed som et sted med meget høj kvalitet, og at vi efter bare et enkelt år på landkortet kan tiltrække en stor del af den absolutte elite blandt basketballdrengene i Danmark.

Vi skal de næste par år blive ved med at skærpe vores sportslige produkt og hele tiden holde øje på, hvordan vi styrker samspillet med skolen, så uddannelse og elitesport helt kompromisløst kan fortsætte med at gå hånd i hånd på AKS. Det har allerede været en begivenhedsrig rejse, og vi er først lige begyndt.”

I hele Ajax København glæder vi os til at tage imod alle de nye AKS’ere og se dem udfolde deres potentiale – både som mennesker og idrætsudøver.

Samtidig skal der lyde en stor tak til alle dem, der sammen med os, har løbet ekstra stærkt, for at få det bedste ud af AKS’ første leveår.