To nye keepere tjekker ind – Line Krogh tager en pause
To nye målmænd starter hos Ajax Københavns bedste damer og skal supplere vores nuværende målvogter Sarah Nørklit Lønborg, mens Line Krogh, der var en vigtig brik i første sæson i ligaen, er nødsaget til at tage en håndboldpause, grundet en nedslidt lyske. Vi holder naturligvis snor i Krogh og hjælper i det omfang vi kan og håber hun snart bliver sin skade kvit og kan bidrage med sit store talent.
Nadia Chehade kommer til fra Amager SK, hvor hun efter at have nedtrappet håndbolden efter en skade, har fået mod på give elitehåndbolden et skud mere. Nadia er 25 år gammel og har tidligere spillet i klubber som Viborg HK, VSH 2002 og Roskilde Håndbold. Nadia er glad for at starte hos Ajax København:
“Jeg er rigtig glad for at have fået lov til at spille for Ajax til næste sæson. Efter en skade og en efterfølgende periode uden meget håndbold, sætter jeg pris på tilliden fra klubben af. Jeg glæder mig til at imødekomme nye udfordringer, og være en del af et professionelt træningsmiljø.”
Den anden nye keeper er 21 årige Emilie Jacobsen, der kommer til fra Skanderborg Håndbold. Emilie har tidligere spillet for HIK, Lyngby og Rødovre. Emilie siger om sit skifte:
“Efter en sæson i Jylland er jeg dog klar til at flytte tilbage til København, hvor jeg har mulighed for at kunne kombinere elitehåndbold med mit studie på Danmarks Tekniske Universitet, hvor jeg skal studere til ingeniør. Jeg glæder mig til at spille i Ajax. Jeg ved, at de har et godt træningsmiljø, som jeg ser frem til at kunne bidrage til.”
Sportschef Mathias Berg siger:
“Vi har fået et god målmandstrio, der supplerer hinanden utroligt godt! Sarah er super dygtig, hun er vores anfører og har med sin erfaring fra sidste sæson i ligaen fået et godt blik for skytterne. Emilie er høj målmand på 187 cm og har derfor en stor rækkevidde, samtidig er hun er ambitiøs og har stor lyst til at være i klubben. Nadia er derimod rigtig god på nærskud og har efter en skade været fast besluttet på at komme tilbage til tophåndbolden. Det er alle tre keepere med et stort drive, træningsiver og potentiale vi kan være med til at forløse i Ajax – alt i alt er vi overordentlig glade for vores nye stærke keeper-trio!”
Spørgsmål kan rettes til sportschef Mathias Berg på 21611249 eller mathis.berg@gmail.com