Venstrefløj med ligaerfaring er ny mand i AJAX København

8. juni 2020

Det er med stor glæde, at vi nu kan annoncere, at vi har fundet erstatningen for vores faste venstrefløj Christian Olesen.

Christian Olesen har som bekendt været nødt til at tage en svær timeout af helbredsmæssige årsager, og derfor har AJAX Københavns herrer haft kikkerten fremme – og her kom Jakob Jessen i sigtet.

Den 24-årige venstrefløj skifter fra det kommende ligamandskab TMS Ringsted til AJAX København på en to-årig kontrakt. Det bliver hermed et trænings-gensyn mellem Jakob Jessen og AJAX Københavns nye cheftræner, Mathias Albrektsen.

”Jeg ser meget frem til at skifte til AJAX København, og dermed igen spille under Mathias Albrektsen, som jeg også gjorde for fem år siden. Jeg havde Mathias Albrektsen som træner i GOG i 2014, da jeg spillede 1. og 2. års U-18,” fortæller Jakob Jessen.

Jakob Jessen har siden 2015 spillet for TMS Ringsted i både 1. division og et enkelt år i håndboldligaen.

”Jeg skifter til AJAX København nu, fordi jeg trænger til noget luftforandring og nye udfordringer efter en god tid i TMS Ringsted. Mine forventninger er, at vi sammen kan bygge et stærkt hold op og være en udfordring for alle hold i 1. division.”

Direktør for AJAX København 1. herrer, Daniel Svensson, er naturligvis glad for den nye aftale:

”Jakob Jessen er en erfaren fløjspiller, der har præsteret på et højt og stabilt niveau. Han kan bidrage med sin rutine, både til kamp og til træning, og han passer perfekt til vores ønske om et træningsmiljø, hvor der er kamp om pladserne. Jeg er sikker på, at Jakob Jessen vil falde godt ind i truppen fra første dag.”

Fakta om Jakob Jessen:
24 år, 181 cm, 83 kg

For yderligere information, kontakt direktør for AJAX København 1. herrer, Daniel Svensson.